Frigivelser

En ny fremtid et andet perspektiv. 21-04-2024

Er din relationen parforhold, en markedsplads eller kærlighed.16-04-24

Når Modes bedste intentioner og omsorg, bliver en begrænsning. 16-04-24

Se mens jeg husker det. 07-12-2023.

Se mens jeg husker det, så husk på at det er når der tomt og stille, der sker allermest. Tomt og stille er bare en anden form, for en anden ro der er ved at indfinde sig. Det er naturligt på en måde at blive urolig over roen fordi den er fremmed gjort, i forhold til at uroen er normalen, bliver roen noget uvant som kan være svært fordi det er uden for sikker zone. De fleste personligheds skift fra et til noget andet tager tid, en proces tid frem til det nye bliver normalen, til i hvordan den kan udleves og udtrykkes. Tab ikke dig selv i processen… for kæmpes der imod strømmen blive processen længer og hårdere. Lær dig blot at være i proces / processen, at glide med strømmen. Det bedst råd er, bare lad dig glide med strømmen, som en gul badering der flyder ovenpå, der undervejs få fyldt det tomme huld i midten, med noget nyt og spænde, nye erfaringer, inspiration, nye ting og oplevelse der er mulighed for at prøve og udleves.

KH. Rasmus R Kjær.

All Copyright © 2023

Det er tid nu at levvel op 31-10-23

Fri tale om tiden nu og fremtiden 31-10-23

Arvet hukommelse & Karma. 17-09-23

Hjertevarm beretning i Guds nærvær. 08-09-23

Funderet i livet 05-09-23

Fuldmåne 31-08-23

Læs med hjertet. 28-08-23

Ferien var begyndt, og hele familien var ankommet til vort bestemmeles sted for en uges ophold i de franske Pyrenæer. Der var gået nogle dage af ferien, da noget begyndte at røre på sig, en energi, en kraft i bevægelse, en bevidsthed, der ville noget, en ånds-bevidsthed, der havde noget at sige.   

Jeg sad på terrassen en aften og funderede over livet, så på de smukke bjerge, på Chateau´et over mig, da jeg begyndte at summe og svæve lidt ud imellem det fysiske og de åndelige bevidstheds verdener.

Jeg havde gået den indre vej så længe nu, at jeg ikke længere husker, hvornår jeg havde sagt ja til det, men jeg ved, at jeg aldrig har fortrudt det eller noget andet. Jeg fulgte vejen med de mange snørklede sving, Jeg snublede i illusionen, faldt for den og rejste mig igen og gik videre. Jeg tog bevidst omveje og gik ubevidst på afstikkere fra vejen, for at undgå mit bestemmeles punkt, skønt jeg vidste, hvor og hvad det var og er. Lod jeg mig lokke af fristelsen, for at ende i en blindgyde af noget, med det ene formål at skabe klarhed til at kunne finde tilbage på vejen, den indre vej?

Jeg lod mig løfte op i bevægelse for at kræve mit fald, for at kende forskellen af universets guddommelige villighed af kærlighed til at rejse enhver sjæl og ethvert menneske. Jeg sejlede rundt i følelsernes oprørte hav, til solen brød frem, og vindene lagde sig, til bølgernes brusen forstummede til en blid omfavnelse af alt det, der opløfter og bærer. Dér, hvor du er kommet til, er der ingen vej tilbage, kun frem. Det er kilden til livet, inde i kilden er livet.

Nu hvor jeg vidste, vidste, hvor jeg måtte være, skulle være, og hvad jeg skulle gøre, trådte jeg ud i det ubevidste og sagde højt,- vi tager af sted i morgen og går derop i morgen. Uden at vide hvorfor, eller hvad der skulle ske, vidste jeg, at det var nu, det skulle ske.

Jeg trådte ind på den ny anlagte sti og gik stille frem til overgangen, til en smallere, meget ældre og mindre sti. Jeg stod stille et øjeblik – jo, det var rigtigt, det er her, jeg skulle være, og trådte så ind på den og gik videre frem ad den i et lille stykke tid, til jeg gik i stå og stoppede helt op i et øjebliks præcision af timing, hvor alt smelter sammen i langt større samhørighed.

Som et møl drages af lyset, gik jeg væk fra stien. Som styret af en højere kraft, der kaldte, trådte jeg ud på engen i en atmosfære, der summede af energi. Jeg nåede til det høje græs, hvor der ikke var flere veje eller stier at få øje på, som jeg kunne følge. Jeg stoppede op for at se mig omkring i et falsk håb om bedre at kunne orientere mig, som jeg stod foran det høje græs.

Stedet var fyldt med bevidstheder, ja hele rummet var proppet med åndsbevidstheder, til det flød over, men der var stille helt stille, ingen sagde noget, det var som om de holdt vejret i tavshed og afventede det næste afgørende træk i et skakspil, i hvad jeg nu ville vælge at gøre.

Budskabet var åbenlyst foran det høje græs. Jeg skulle selv finde vej, træde ud, hvor ingen havde gået før, jeg skulle selv træde stien, selv danne og skabe vejen frem som den, der går foran. Følelsen var ovevældende oprørsk bevægende, samtidig fuldstændig i balance med en indre ro af fredfyldthed. Ånden kom over mig, som var jeg styret og guidet af noget større, en større kraft, hvor viljen var sat ud af drift. Jeg tog det første skridt ud i det høje græs og trådte ind i det, uden tanke for frygt og angst, mod og styrke, – så et skridt til og et til.

Det var, som når et tilbageholdt åndedræt slippes, slap spændingen, og alle tilstedeværende bevidstheder rettede sig op og åndede lettet op. Som en kakofoni af musik i en symfoni spillede energierne op, til der blev helt stille i rummet, et rum af vakuum, tømt for alt, et rum fyldt med en ro og stilhed, der fyldte alt, et tavst nærvær med en bevægende opmærksomhed, der så alt og intet sagde,- alt og intet.

Punktet var nært, jeg mærkede det i hele mit system, jeg var tæt på. Jeg stoppede op og så mig tilbage af den vej, jeg var kommet, af den sti, jeg havde skabt. Jeg vendte mig om igen og så på det lille område, hvor jeg stod, kikkede på jorden, mine fødder og jorden igen. Så begyndte jeg at træde lidt omkring for at finde mit punkt. Jeg fornemmede jorden under mig, trådte lidt til siden, lidt tilbage og så frem igen, til jeg fandt mit punkt. Det var lige her, jeg skulle stå, jeg fornemmede det under mig, mærkede det i mine fødder. Det var lige nu, på rette tid og sted, at jeg forbandt mig med stedet, universet og dets bevidstheder.

Stilheden i rummet var kolossal, som jeg stod der i min egen energi og åbnede op og skabte forbindelse til stedet, universet og dets bevidstheder. Af de mange spørgsmål jeg kunne have stillet her, brød jeg tavsheden med det ene og nok det mest åbenlyse spørgsmål, der kunne stilles med to.

Samtale:

R:- Hvorfor er jeg her?

R:- Hvorfor er du her?

B: Hun svarede prompte, rent og klart, med svar svøbt i klarhed, kun fulde af tillid.

B:- For at åbne dit Hjerte.

B:- Jeg er her for at vise dig, hvem du er og hvad du er, hvad du i sandhed er i stand til. 

R:- Hvad kan jeg gøre?

B:- Hun gav mig nøglerne (to) samt visheden – gå op og åbn dit Hjerte.

Billedet stod tydeligt rent og klart, samt visheden der fulgte med ordene, som flød let og melodisk ud i æteren og ind i tilværelsen. Jeg vidste, bare vidste præcist, hvad jeg måtte gøre, hvor jeg skulle være, at det var nu, det skulle ske, men ikke hvad der skulle ske. Jeg takkede af med en lille ordløs bøn.

Bøn:

Tak for det, jeg har modtaget.

Tak for det, som skal komme.

Og Tak for det, jeg er skånet for.

Da alt mærkedes rigtigt, som det skulle være, sagde jeg tak og trådte væk fra punktet. Ude af rummet, fandt jeg min vej ud igennem det høje græs, tilbage til engen i en tilstand, der er nærmest ubeskrivelig af de gode. I bevægelse, opløftet og i glæde stod jeg der, klar til at fortsætte.

Stien, jeg fulgte op til Chateau´et, lå ret for som det naturligste, da jeg først var trådt ind på den. Det var som om en rytmisk harmoni begyndte at indfinde sig, en sød musik opstod for hvert skridt, der blev taget, således at der imellem pusten og stønnen skete et frafald af ligegyldigheder, noget ældgammelt, der var færdigt, noget der ikke skulle med videre, processer der for længst var færdige.

Halvt oppe af bjerget gjorde jeg en pause, stod stille og nød den friske luft, fyldte lungerne, kroppen og væsenet i et langt nydelsesfyldt frit åndedrag til nu at kunne ånde frit. Mærkede, hvordan noget større havde slået takten an på rejsen, spillede symfoni på mit indre instrument til en sang om erkendelsen af, at når noget falder fra, løber noget andet til, et nærvær, en oprigtighed, der kun finder sin lige i kærligheden af noget større.

Det var i den ny vundne lethed i og omkring hjertet, jeg gik videre op, i en erkendelse af at noget virkelig fundamentalt indeni var forandret. Noget var blevet gjort let, som at fralægge sig en gammel kappe af identitet, der havde været med i regnen så længe, at den var gennemblødt, til nu at blive iklædt en ny fin robe, vævet af det fineste og letteste, der kan spindes af.

Som en sommerfugl svævede jeg det sidste stykke op med vildfarende tanker og erindringen om en puppetid nede i dalen,- til tiden på den næringsfyldte grønne eng og B, om den pollen, hun havde givet som nektar for en sulten sjæl, der skulle hele vejen op. Jeg tog villigt imod næringen, før jeg lettede og fløj.

Jeg kom igennem det sidste sving på stien op, gik hen til trappen, der førte op til det lille plateau før indgangen til Chateau´et. En liflig lille brise gled ind over plateauet. Som blev det blæst rent og trak de sidste tanker med sig sammen med andet, der kunne forstyrre stedet, forstyrre det forestående.

Det var tiden nu, tid til at se sig tilbage, som var det for en sidste gang. Jeg stod ved rækværket og nød udsigten heroppe fra. Så udover landskabet,- som så jeg livet. Så landskabet, som det var, smukt og betagende med sine dybe dale, de høje bjerge, vilde floder, der flød fredfyldt sammen med alt det andet i sig egen harmoni. Jeg så det, som det var, så det, som det er, -´´livet´´, smukt og betagende i sin egen fulde udfoldelse.

“Rejsen“. Jeg så rejsen igennem landskabet som “livet“, så de veje, der var fuldt, de stier, der var blevet gået af, hvert et skridt, der var taget, hvordan det hele flød sammen, hvordan det hele havde ført og førte til dette nu,- på dette sted,- netop nu. Jo, timingen var præcis. Det kunne ikke være anderledes.    

Jeg oplever det som to floder, der flød sammen, ser, hvordan den rejsende og landskabet gå i forening, hvordan den rejsende bliver et med landskabet. Det var som om alting nu gik op i højere enhed, et billede var fuldendt, alt var som det skulle være, det kunne ikke være anderledes.

Jeg mærkede det i kroppen, en lethed af bevægelse,- en lyst til at gå videre, en stor kærlighed til legemets uendelige muligheder for at kunne bevæge sig frit i alle retninger. Følelserne, der skyllede ind over mig, var som steg de op nedefra,- som et udspring fra selve kilden selv, en berusende fredfyldthed af ro med altings væren,- opfyldt af glæde.

Roben, der hang løst og let, uden bevægelse for brisen, var langsomt, som tiden var gået gledet ned og hang løst i ærmerne ved albuen. Det var tiden nu, hvis det skulle være, det var nu, det skulle ske. Jeg vendte mig om og trådte igennem porten, ind på Chateau´et. Idet jeg så feltet som en bi, der spotter sin blomst, trådte jeg ind i punktet. Som en bi, der kender blomsten og ved hvor nektaren er, lod jeg roben falde som en sidste rest af identitet. Jeg stod der, som det, jeg er, lod alting være, som det er.

Det er på rette tid og sted, jeg mærkede forbindelsen åbne sig dybt i bjergets fundament, ind i bjergets hjerte. Dér en sprække af lys. Rummet åbnede sig, som jeg gled ind i oplevelsen, jeg så bjerget åbne sig i en revne af kileformet struktur, der løb hele vejen ned til sprækken af lys. Jeg så rodnettet under bjergets fundament, hvordan det er forbundet til altets samhørighed. Lyset rørte på sig, blev kraftigere og pressede på bag sprækken – som en fugleunge, der er ved at bryde ud af sit æg.

Jeg ser sprækken briste af lyset, og ud manifesterer sig en hvid Due, der svæver med udslåede vinger, båret af energien og med brystet vendt imod mig. Jeg ser bjergets åbning som et lysende rør, en kanal af dimensioner, der går op.

I forbindelsen med Duen sker der en udveksling fra hjerte til hjerte, en berøring, en åbning, en overførelse, hvor hjertet fyldes af glæde, nærvær, omsorg, tillid. Kærligheden er uovertruffen og friheden total, forandringen er fundamentalt fuldendt, forbindelsen evig.

Jeg er rørt, bevæget, opløftet til det ubeskrivelige og i fred, en dyb indre ro i opstemtheden. Jeg sejler på følelsernes hav i et luftskib af lys imellem skyer, der stråler af lys i regnbuens farver. I kærlig omfavnelse med D, en uberørt renhed, et integreret nærvær fyldt med tillid, svøbt i kærlighed er det, hun gav i forbindelsen til forbundet enhed.

Jeg ser Duen stige op og ud igennem det åbne bjerg, gennem den lysende kanal i bjerget. Som endnu mere lysende stjerne stråler hun på alt på sin vej. Jeg ser Duen svæve ud af bjergets fysiske form, sat fri og står meget højt oppe.

Jeg ser bjerget lukke sig til en helhed, og et pulserende lys i bevægelse opstå omkring bjerget, et net af energi, der udgår fra bjergets hjerte, stående i sin egen energi. Først i en fin jordbrun farve som meget hurtigt begynder, at pulsere og skifte i alle regnbuens farver, så fine mønstre opstår og bliver lysere.

Hele billedet med D står lysende klart i hjertet, hvor den hvide Due dukker op midt i billedet, og D hviskede med en mildhed, der gennemtrænger alt, det, der sker dér, er her. Det, der sker dér, sker også hér.

Ligheds tegnet, der blev sat imellem de to, er uigenkaldeligt, kan ikke benægtes, idet klarheden var total og visheden bevidst gørende.

Nu gav det hele mening. Nu med visheden forstod jeg det hele. B´s ord på engen i det høje græs – og hun havde hele tiden vidst det. Jeg mere mærkede det end noget andet. ´´Livet´´ er fuldendt, oplevelsen ved sin ende for nu. Ude af stand til at frembringe et ord takkede jeg af i en ordløs bøn og gengav taknemligheden, tilliden og kærligheden med al den nærvær, jeg kunne mønstre. Jeg mærkede gengældelsen af taknemlighed, glæde og forståelse, en kærlighed i accept af, at alt er, som det skal være.

Jeg stod der endnu. Det var svært at træde tilbage, ud af forelskelsen. Der var ingen intention om at forlade dette sted, dette rum, forlade denne forelskelse, så jeg vaklede lidt med et ønske om at blive og visheden om at skulle tilbage, i skræk for at miste det. ´´Hun så det, mærkede min tøven´´. Jeg mærkede D`s ord i mit indre, som var de mejslet i granit, skrevet af guld – det er lige her. Det, der er dér, kan du aldrig miste – det er altid tilstede.  

Ved de ord forstod jeg indholdets omfang og betydningen af denne hjerte åbning og frisættelse, der lige havde fundet sted på mere end ét plan.

Jeg gik ud, forlod Chateau´et og nærmest løb ned til B´s eng, som en dreng, der har fundet sin pige, en dreng med sit ansvar og en pige i sin værdighed, der følges ad – som voksen med glædes tårer, med børn ved sin side. Opfyldt af vished om noget forunderligt,- noget vigtigt har fundet sted, en forandret af betydning.

Jeg var næsten fremme ved B´s eng, klar til at fortælle B om alt det vidunderlige, der var hændt på vej op af bjerget og inde på Chateau´et, om bjerget, der åbnede sig, om den hvide Due, der steg op dérfra, og om det, som Duen havde vist og givet i en omfavnelse, samt alt det, som D fortalte om – som det, der er.

Jeg stoppede ordløs op ved B´s eng. Var det ikke lige alt det, hun havde sagt og bedt mig gøre, og hvorfor hun var her. Havde B vidst det hele tiden? Vidst, jeg kunne gøre det? Vidst, jeg ville gøre det?

Uden en lyd trådte jeg frem for hende, der behøvedes ikke ord i det møde, nærværet talte for sig selv, berøringen var fuldendt, så intens i det, hun så, som i det hun gav i en let berøring. Klar til livet – rede til at træde ud og være.

I en ydmyg taknemlighed fremsagde jeg en lille bøn og takkede af med et stort nærvær og større intensitet end nogen sinde før.

Bøn:

Jeg er taknemmelig for alt, der er blevet givet og modtaget.

Jeg er taknemmelig for alt det, som skal komme.

Jeg er taknemmelig for alt det, jeg er skånet for.

Ramus R Kjær.

All Copyright © 2023

Anekdote om et Billede.

Tiden nu for mennesket.

Solen er Isogyn, det sker lige nu

Det åben Hjerte 17-02-2023

Fri snak om fremtiden 23-01-2023

Lysets tid er nu.

Et oprørt hav falder til ro 02-01-2023

Jeg stod med roret i hånden på dækket af mit faretøj kaldet Livet, og styrede behændigt igennem livets tåger, uden at ænse hvad det var lastet med, før det rev sig løs og sprang overbord. Hvor meget det havde tynget livet ned og sænket fartens fremdrift. Det kom som en hård kuling fra vest, der gav en slagside til øst der skyllede de sidste rester af pligt og ansvar med forpligtelsen overbord. Jeg tumlede over dækket på Livet, ved den pludselige bevægelse i livet der vippede fra side til side, ind i en ny dans af fryd og eufori på dækket af livet. Dansen svingede ombord på livet fra glæde til skyldsfølelse over forkertheden i glæden ved den mistede last, over hvor let livet var blevet til den fart livet nu kunne skyde.

Jeg snublede lidt i de nye trin på dækket af livet, snublede i takt med de gyngende bevægelse i livet, til jeg så ned i livets tomme lastrum. Som balancen indfandt sig i livet samlede der sig en lille pyt af forkerthed, ansvar og forpligtelser, der sammen med de sidste rester af lasten, Steg op som sky på himmelen der opløses i solens stråler til en regnbue på himlen. I regnen der faldt som gyldnede dråber af lys på livet fyldte de det tomme rum i livet, med lethed til det flød over i overflod omkring livet og omgivelserne, i en stadig lid strøm løb det der løftede dækket af livet og livet op til nye højder i livet.

Rasmus R Kjær

All Copyright © 2022

      

Jule hilsen, en frostmorgen fortælling om Adventskrans indre lys. 16-12-2022

Adventskrans indre lys

Før nogen real ånds udvikling, virkelig Kan finde Sted.

Et juleønske 2022. 24-10-2022

Julen nærmer sig hastigt, så det er vel ikke for tidligt at sende et juleønske ud nu, hvis vi skal nå at finde det. Lige om lidt er det for en stor del af verdens befolkning en tradition at fejre julen og give gaver til hinanden. I år syntes jeg vi skal inviter hele verdens befolkning med, og jeg vil ønske at alle kommer med, også selvom de ikke kender til traditionen, så derfor må vi heller kalde det et gaveorgie hvor vi giver gaver til hinanden. Må bare håbe der ikke er nogen som misforstår den ordvending om orgie, og derfor føler sig krænket deraf, det ville jo være så trist for sådan en gavefest.

Til ønskerne, normalt er jeg som sådan ikke et kontrol menneske og oftest glædes jeg ved de gaver jeg får og det som andre har fundet på. For sjældent har jeg nogen specielle ønsker når det komme til mig selv, men lige i år kan jeg mærke det er noget andet, for i år vil jeg gerne sende mit ønske ud. For det nemlig noget helt særligt, og jeg ved lige hvordan det hele skal se ud lige fra gaven til indpakningen og levering.

Når vi nu skal være så mange i år, hele jordens befolkning!! Er det godt nok mange mennesker der er med i år. Så må vi da hellere få sat et rum for at alle kan være med og deltage på lige fod, uden at de skulle andet end at føle sig værdige med det de kommer med. Så jeg vil gerne have lov til at ligge et bud ud på en størrelse som alle kan være med på, når ja så er det jo også i tråd med mit ønske.

Det jeg ønsker mig er, næstekærlighed indpakket i oprigtigt nærvær med et bånd af ærlighed, et kort af tillid fuld af kærlighed og tro. Indhyllet og båret i atmosfære af at det er det rigtige at gi, så vi i tillid kan tro på os selv, til vi kan elske verden og os selv i langt højere forbindelse i det vi er.

Jeg tænker det her er et passende rum, her kan alle være med hvis de vil og skulle der alligevel komme en som ikke har noget at gi. Så gi alligevel for de trænger mest, de kan ikke kræve noget, for tiden er ikke til en markedsplads for studehandler, for tiden nu julen og derefter er til det oprigtige hjerte. Til at gi og modtag til og fra sin næste, som i det indre og det ydrer skal solen stå højst hverdag for alle mennesker på jorden, i den tid der skal komme, som er her og nu i guds egen bevidsthed skal alle få deres indre lys tændt, så det stråler af glæde på omgivelserne og spredes ud i verden, med glæde.    

GLÆDELIG JUL  2022   Tak.

Rasmus R Kjær.

All Copyright © 2022  

 

Min kone er alkymist, magiker og vis. 04-10-2022

Min kone er alkymist, magiker og vis, sådan kunne titlen lyde på en god bog skrevet ud fra fri fantasi, men ikke desto mindre er det sandt, det hun er. For nu skal du høre min side af historien, mine iagttagelser for at kunne forstå et så enestående væsens evner, hvordan hun balancerer imellem dem, som en danser der glider over gulvet ind og ud imellem de andre par, og strøer sit krydderi i den rette dosering når hun snurre omkring som en mesterkok der præcis ved hvad der skal tilsættes en god ret før den servers.

Ser du, jeg sider og ser på hende, faktisk betragter jeg hende, for hun er i sit hellige rum, hun står foran sin Miraculix gyde og kommer ting og sager i den. Hun siger det er ingredienser af forskellige slags, men for mig er det ting og sager der bliver mikset sammen over tid på den mest forunderlige måde. For når tiden er ret trækker hun op af grydens røg og damp, en magisk mixtur af en substans, med helende effekt der på mirakuløsvis fjerner, helbreder og udfylder det stor tomme rum i min mave. Jo min kvinde er alkymist.

Ser du, jeg står foran mit skab og ser ind idet ”betragter det” for det er magisk, ligegyldigt hvor meget jeg tager ud af det er der altid noget i det, det er utømmeligt. Jeg er sikker på at min kvinde har en finger med i det, for når jeg fralægger mig eller bortsmider et stykke beskidt gammelt klæde med dårlig lugt fra skabet, dukker det altid op inde på hylden igen, rent og dejlig duftende i en klart forbedret stand end hele den tidligere udgave jeg gav afkald på. Jo mit skab er forunderligt magisk for mens jeg ser ind i det kan jeg opdage at betragte noget nyt være kommet ind og noget andet være forsvundet ud, uden jeg ved hvor hen. Jo jeg er sikker på nu at min kvinde er magiker.

Ser du, jeg sad på kanten som så mange gange før og så på hende, det gav ingen mening for jeg forstod det ikke, så meget havde jeg jo ikke givet hende det var jo bare en enkelt lille celle det var jo alt der var givet. Til stor glæde forstod jeg at hun er et guddommeligt væsen der bære sin sande Miraculix gyde inden i, som er langt mere avanceret end den udenfor, for ud af denne kommer der liv. For henne er det et barn siger hun, men for mig er det et menneske et helligt væsen som er skabt og vi er enige. Jo min kvinde er alkymist og magiker.  

Ser du, hun lærte mig at elske for min kvinde er vis, for hun gav mig tid, tid til at lære at elske og tid til at elske det, for hun gav mig tid til at være det, jo hun har stor visdom for at elske. Hun lærte mig at elske hende, for hun gav mig rum til det, rum til at elske hende, rum til at elske mig selv i det samme rum, jo hun er vis om at elske i et helligt rum. Jo min kvinde elsker for hun er vis i kærligheden, for i kærlighed gav hun, gav plads til at min kærlighed, for når jeg elsker spreder jeg kærligheden og når jeg spreder kærligheden elsker jeg mest og når jeg elsker kræver det plads. Jo min kvinde elsker kærligt, for hun så det hele med indsigt og elskede uden andet end at elske det hun så.

Ser du, jeg sad på en stol i mit stille sind og betragtede kvinden min i sit hellige rum i fuld gang med dagligdags gøremål, da en indre stemme rejste sig med spørgsmålet ”hvornår elsker du mest” hvorfor elsker du hende og for hvad, hvorfor. Jeg var lamslået over spøgsmålet, hvilken frækhed at så triviel om min kærlighed til hende eller hvilket mod at stille spørgsmålet. Jeg så på hende igen og svare lige nu, lige nu elsker jeg mest, ikke for det hun gør, ikke for det hun kan, men fordi hun er her, jeg elsker den bevægelse hun er. At se på den måde hun bevæger sig på, den lille bevægelse hun gør når hun rækker ud efter mælken, det lille vrik hun gør når hun tager noget i skuffen, det nærvær hun ligger i det hun gør når hun bevæger sig, så elsker jeg mest, uden nogen grund eller forbehold, for jeg elsker den bevægelse hun er, så alt andet bliver ligegyldigt i forhold til det ”at elske” så det fyldes af at føle glæde. For hun er tilstede, jeg er tilstede i nærværdende opmærksomhed, i overgivelsen til væren af kærlighed føles forbindelse til noget der er langt større i at elske glæden.                                

Rasmus R Kjær.

All Copyright © 2022  

Den lille profeti.

Følelser et universalt sprog i kommunikation.

Arvet hukommelse fra forælder osv.

Positive vibes og tanker.

Du bærer lyset.

Energi transmission og transformation.

Selvudvikling.

Skam og skyld følelsen findes ikke. 11-08-2022

En aha oplevelse i erkendelsen af skam og skyld følesen ikke findes, er en erkendelse i dit indre af dig.

En oplevelse af to verdner der flyder sammen i et. 07-08-2022

Det er som at være ankommet til markedspladsen på den indre rejse, jeg befandt mig i en tåge af energi og forvirring. Jeg gik i mellem boderne, i håb om at finde det jeg søgte, at en af de handlende havde det liggende som passede med det jeg stod og manglede til samlingen, så den var fuldendt.

Længe havde jeg søgt efter det hellige rum, noget jeg vidste fandtes fra en svunden tid og noget andre talte om, men aldrig kunne give en rutebeskrivelse til eller en beskrivelse af, som jeg kunne høre. Da jeg gik længer ned imellem rækkerne af boder i min søgen uden held, var det som interessen faldt for de handlende, og sjovt var det på samme tid, at tågen begyndte at lette sammen med en form opgiven, en mangel på håb og tro i en slags overgivelse til omstændighederne. Solen skinnede igennem og opløste tågen og de sidste rester af forvirring, for med en blid brise at blæse støvet ud af luften til en ny frisk indånding.

I et stykke tid havde jeg gået med blikket ned i jorden og sparket lidt til stenene, fraværende for mine omgivelse og vor jeg befandt mig, vor jeg var på vej hen. Da Jeg løftede blikket for at se omkring og orienter mig hvortil jeg var kommet.

Der lige foran stod hun, vor frue skindende klar i hele sit feminine aspekt, en ren essens af kilden i hvidt og døren stod åben, til det inderst hellige rum. Som en gade dreng der var blevet voksen af forundring tog jeg modet til mig og gik ind ad den åbne dør, en overvældene duft af blomster fyldte hele rummet. Det emmede af kærlighed, en kærlighed uden forventning en kærlighed om blot at være.

Det var i glæde, at bevægelsen gik længer ind i rummet, på opdagelse i mellem de mange store søjler. For at se på de mange billeder af de feminine aspekter der rummes her, kendte som ukendte var det en overvældene oplevelse at erkende dem alle som er samlet her. At de med deres tilstedeværelse bragte en blidhed og ømhed ind over rejse i livet, som kan syntes for kantet, med de mange processer der udfolder sig, med lige så mange facetter på et indre som det ydre plan. Så den nu kan ses som en lang blød vandring af en snørklet sti med bløde sving.

De mange feminine aspekter i rummet, danner en vej længer ind, længer ind i mod centrum, ind i selve hjertets essens af de 3 der stå i midten som livs søjler. Jeg tænder et lys for faderen og for mordren, jeg tænder lys for Maria Magdalen, i en lang gliddene bevæget bevægelsen, i det hele er berørt, er et andet lys blevet tændt.

I åbning træder den korsfæstet Kristus frem hængende på korset, med blidehed, og så overvældene ømhed og omsorg af kærlighed, for her stå jeg og vil tænde lys for ham men kan ikke. For hvad vil de andre ikke tænke, de ser den korsfæstet og tror jeg tænder lys for den gerning for de ser det ikke, de ser ikke hvad jeg ser og hvad det er jeg tænder lys for i ham. Jeg var splittet i to, forvirring var total og jeg var i oprør mod denne erkendelse af at fornægte, frem for at anderkende.

I den opløste tilstand skar Kristus stemme igennem med kærlighed og klarhed, han talte med visheden. De forstår mig ikke, de forstår ikke guds kærlighed, for de ser den ikke, de ser ikke det jeg ser, de ser ikke at når lidelsen er der, er han tilstede for dem, og når den er størst hentes de hjem i hans nærvær, de forstår ikke at de aldrig er blevet forladt.

Skuldrene sænkede sig og anspændtheden lettede for hjertet faldt på plades i sin egen rytme, idet han talte rent ind i hjertet, med vished der fyldte det hele. For han så mig som den jeg er og lige igennem, for han forstod mig, han forstod lidelsen og så alt, intet kunne skjules i hans nærvær.

Opfyldt, bevæget og berørt, forlod jeg det hellige rum for at stå på pladsen uden for, fyldt med kærlighed og skam og skyld over min egen handling eller mangel på samme. For døren stod stadig åben, som da jeg gik ind først gang, og ingen havde lukket døren efter mig da jeg gik. Jeg stod og så på den åbne dør, da en engel lydløst svævede igennem den, ind i det hellige rum og en anden dukkede op ved min side. Hun så min kvaler med forståelse og sagde, gå du der ind igen gå jeg med dig for jeg dit vidende, jeg så på hende så på mig selv og så på den åbne dør, da jeg beslutte mig for at vende om og gå der ind igen, i det hellige rum.

Jeg mærkede rummet så velkendt som før, gled elegant ind i åbningen med Kristus, han smiler varmt og i øjnene ses nærværet med hans fulde tilstedeværelse, i en indre erkendelsen accept tændte jeg et lys for Kristus bevidsthed og guds nærvær i kærlighed.

På vej ud kom englen til os, for at sige noget og forstod at vi ikke forstod, hun begyndte at gestikuler med armene og pege omkring sig for at optegne de evige linjer og vise den evige forbundenhed hertil, hun pegede på en linje som hun trak en tråd der sagde, det simpleste er den enkleste vej hertil og det enkleste er den korsteste og den korsteste er direkte og direkte er evig forbundet til evigheden.

Hun så på os og forstod vi havde forstået og så stille som hun var kommet forsvandt hun igen ud af døren, i visheden om at vi er i visheden om det evige.

Rasmus R Kjær.

All Copyright © 2022  

Spirituelle koncepter & øvelse. 27-06-2022

Forvandlingen i lyd og billeder. Indlæst af Rasmus R Kjær

Tekst / fotos, er skrevet og taget af Rasmus

Forvandlingen 04-05-2022

Jeg sad ved foden af landskabet i krigers rustning og hvilede ryggen mod en stører sten, benene var trukket ind til mig i en stilling hvor jeg nu var let skjult for omverden, jeg sad der og ånde ud med armene hvilende på knæene og stirrede tomt ud i luft og på landskabet.

Jeg mærkede jordens puls under mig, en kølige frisk brise mod kinderne og et strejf af en solstråle, der varmede ansigtet og et par trætte øjne som snart var gledet i. Ud gennem sprækkerne skimtes landskabet stadig lige smukt, i sit grønne flor, med de mange bjerge strøet ud over landskabet, som monoliter stod de der, til fryd for menneskets øje og til glæde for det smukke i den enkeltes unikhed. Stod de i sin usleben form ren og naturlige som de er, som skulle de minde os om noget, vores egen unikhed, vores egen rene form.

Jeg flyttede blikket fra landskabet til mine folde hænder og i den bevægelse overså jeg helt det tomme lerede lige foran, for tankerene fyldte. Jo det var en krigers hænder, det bar de tydeligt mærke af, de mange år i kamp med sværdet i hånd såres tydeligt i håndfladen, hvor der imod på håndryggen sås en fin og blød hud der smidigt strakte sig over hånden, som en kvindes slør der vejere i luften, når det blidt løftes af vinden. Tankerene faldt på de mange drømme om en anden tid, om tanker og ønsker for en anden tilværelse end det det var blevet til, i det forvirring var total som tiden var.

Tanken på balsalen der stod klar og de mange gæster, gæster som udeblev for de vidste ikke de var inviteret, tanker på de mange soldaterkammerater der med djævelsk vold og magt, uhjælpsomt forsøgte at lænke en, i at afstå fra springe, i det de ikke selv kunne følge med. Tankene på venner og famille, der krampagtigt forsøgt at binde en, i en fastholdelsen i deres billede af det de kendte, for de forstod det ikke, de kunne ikke se det. De ser krigeren og forstår ikke forvandlingen af det der gøres i transformationen, har de kun øje for deres eget, for de kan ikke gå med.

En lille brise purrede op i håret og blæste støvet af kinderne, som om den skubbet tanker og drømme sammen, i et uharmonisk rod af kaos og forvirring. En tåre fandt sin vej ud og braste igennem, som om det hele braste sammen. Først en så en anden og en til, tårnene løbe ned ad kinderne og blande sig stille med sved og støv før de slap ansigtet. De tunge tåre trak hoved ned efter, som om de løb i takt med forvandlingen der skete, jeg mærke en solstråle i nakken og åbnede øjerne og flugtet de sidste tårer som slap ansigtet, de glinset i solen og lande tyst på jorden imellem mine ben.

Jeg sad længe og betragtet jorden hvor tårerne var landet, og som tiden gik var det som om tankerne lettede, sammen med følelserne der faldt til ro. Jeg blinker med øjerne for at få det sidste skidt ud, og da jeg åbnende øje igen, fik jeg øje på den lille tusindfryd, som stod badet i en solstråle der lige kunne finde vej igennem mine egne skygger.

Jeg blev opmærksom på den lille tusindfryd og jorden omkring den, hvor de mange tåre var faldet, og jeg selv flydtes med fryd, for der var jo tusind grunde til fryd. For jeg så hvordan moder jord kærligt tog imod mine tåre som gyldne dråber, hvor omsorgsfuld hun transformerede dem og ledte dem på vej til den lille tusindfryd til ny glæde og gavn for et andet lille væsen. Som jeg sad der og så på den lille tusindfryd, sad jeg og forstod, det som var forstået, for at forstå alt det, som var misforstået idet jeg forstod, da jeg forstod det, forstod jeg det som ER.

Jeg løftet hoved og så op i den klare blå himmel hvor de hvide skyer stille drev hen over, det var som de ville fortælle noget, men gøre det uden ord og i stedet vise det. De fortalte det ved at vise den evige bevægelse, om den evige forvandling og transformation som altid finder sted, de viste at intet er perment men kun en flygtig overgang, at kærligheden er størst i foranderlige fordi det ikke er perment men kun vare et øjeblik. Skyrener fortalte det ved at vise opløsningen og blive et med himmelen for igen så at opstå som skyer på himmelen i en anden form.

En bi summede forbi ørerede, med en søde musik bag sig skabt af vingereners bevægelse, som hade båret den vidt omkring. Den var lastet tungt med livgivende pollen, på vej hjem, for at give det videre og dele det med de andre bier. Erkendelsen sang sig ind i livet på mig, processen hade varet så længe nu, at der var ingen vej tilbage, den kunne ikke stoppes, den kørte selv. For det gamle var ikke længer interessant og givende, tværtimod drænede og opslidende for det fungeret ikke længer, mekanismerne i krigen hade gjort sit virke, sat sin læring men virkede ikke længer, i årene som kriger i krigen, hade den altid opfyldt et formål med en vis tilfredsstillelse, men gjorde det ikke mere, det gamle var udtømt og behovet for det var der helle ikke mere.

Jeg sad stadig med ryggen mod sten, mere synlig nu hvor jeg slappede af i omgivelserne, begyndte jeg at glide mere sammen med dem. Jeg bøjede hovedet og så lige frem på monolitten der rejste sig som et bjerg foran mig, det var med oplevelsen af, at det gamle nu lå bag mig og følelse af hvordan det gamle liv slap sit jerngreb i min tilværelse. Jeg fulgte med øjnede den snørklet sti op af bjerget, så lang øjet rakte op igennem laggene og de forskellige plateauer med de store vendepunkter, da det gik op for mig, nok ses stien, men det vides ikke hvordan den er at gå, før det er gjort.

Jeg sad og summede som en bi der er klar til at lette, da jeg mærkede noget andet, så noget andet, jeg så stien og bjerget og idet et gigantisk hjerte fyldt med kærlighed der kaldte, at se det guddommelige, er at vide, det er der og at se gud, er at mærke ånden.

Jeg sad lænet tilbage opfyldt af indre ro og mærkede opløsningens uro indfinde sig, for så at blive opløst af den dybere ro i fred med altets samhørighed, jeg mærkede kærligheden vokse inden i, hvordan den spredes sig i hele det indre væsen og ud i kroppen, og hvordan den omfanget tilstanden i tilværelsen. Jeg rankede mig og så ligefrem på det tomme lerede, lige i det farverne begyndte at tone frem og et billede blev skabt, gjort synligt tidsnok til at se det.

Jeg se en voksen tone frem og blive skabt, en som gå af sted med et barn i hver hånd en dreng og pige, om det er en far eller more man eller kvinde der går med børene kunne ikke defineres, det kom jo ud på et, som de gå der med ryggen til det hele og nyder turen. Jeg ser trekanten i billede de tre skabe som de går der, Jeg se et menneske fødes, der er født og et væsens skabelse i det evige væld, jeg se overfloden i denne konstellation, og fyldes af glæde over kærligheden i billede over det der følger med det liv given i billedet.

Med fornyet kraft og styrke kom modet, som blev jeg ført af en usynlig hånd, som ikke var der før, en kraft større end noget jeg kendte til fra krigerens og krigens tid, rejste jeg mig ud af rustningen og trådte et par skridt frem for at se tilbage. Jeg så hvordan den gamle rustning sad og faldt sammen op af den store sten, nærmest som hade den været bundet til rustningen hele tiden og var blevet båret hertil. Det var et kosmisk sceneri, der låg fredens åg, henkaste og tynget ned af sin egen vægt og her stod jeg letter og mere fri end nogen sinde før, med mere fred i hjertet end der nogensinde var kæmpet for.

Jeg mærkede en lysstråle prikke til mig, for at minde om hvorfor jeg er her på det sted, jeg så en sidst gang på sceneriet med den store sten og den gamle rustning, som var der noget vigtigt at huske, en sidste erkendelse der skulle gøres, som hade jeg glemt noget der, nej alt var såre godt, alt var som det skulle være. Jeg dvælede lidt i synet af rustning og følte vemodet ved det, i det jeg var ved at forlade, forlade det gamle, tøvede jeg et øjeblik, før jeg igen hørte bjerget kalde og mærkede en stor kærlighed vokse, en stor energi rejste sig fyldt med glæde af glæde.

Jeg mærkede valget og beslutning der skulle tages og gøres, at det ikke længer var svært at gøre det. Jeg bekræftede valget med en beslutning, for valget var allerede truffet, at jeg skulle videre. I takt med at jeg vendte om, slap jeg vemodigt krigeren i den gamle rustning, og alt det gamle som var i det, med en beslutning om at det der lå der, ikke skulle med videre det lå bag mig. Som et minde, en samlet oplevelse jeg en gang hade haft, som ikke længer var forstyrrende for fremtiden og nuet i det der skulle komme, idet jeg nu var villig, og gav slip på det alt sammen, tog et skridt frem og følte villigheden komme sammen med modet og styrken, lysten til at fortsætte og gå videre.

Jeg tog et skridt mere og mærkede ånden, så et skridt til, lige ind i billede af den voksne der gå med sine børn en i hver hånd. Jeg sagde ja til ånden til universet, jeg sagde ja til mig selv, og fortsatte videre igennem billedet og sprængte alle rammerene. Fuld af livsglæde for friheden, fandt jeg stien op af bjerget og fulgte den hele vejen op og ind i hjertet, ind i hjertet af det, der er, i hjertet af det ER. Jeg mærkede hvordan modstanden måtte slippe og vige pladsen for villigheden, villigheden til accepter, villigheden til at give og modtage til villigheden til at gøre det, for villigheden til ansvaret, for villigheden til kærligheden, idet jeg var villig til det, er jeg villig til at være det, det jeg er. Tak.

Rasmus R Kjær.

All Copyright © 2022  

Cirkus og tivoli 16-04-2022

Jeg stod der, i mit eget selskab med højt til loftet og store tanker om tilværelsen i livet, og så med et puf, så stod jeg der, i cirkus lukke ind og inde, hvordan skete det lige. Fanget af at være tryllebundet i, at se på hovedattraktionen, ballongyngers evige bevægelse i frem og tilbage, fra vekselvirkning til vekselvirkning, i for og imod, vil og vil ikke. Tryllebundet i synet, af sin egen deltagelse i turen i ballongyngerne, sit eget bidrag til opretholdelsen af bevægelse i ballongyngens evige sving. Jeg er som en observatør, der langt bort fra er vidne til sceneriet, betragter den seende på jorden, der ser sig selv i sit eget virke, med tilværelsen og livet.

Som i et stillbillede er noget forandret, det før så flydende er nu fast frosset, som i et minde fra en anden tid. Gyngerne er stoppet i deres bevægelse, hvor de nu hænger stille og tavse ned fra deres omdrejningspunkt, det er som nogen har trykket på stopknappen til det hele. Jeg retter mig op og rykker tætter på, for at få det hele med, en forbipasserende siger henkastet, du gjorde det, som om vedkommende kunne læse mine tanke, på mit stigende spørgsmål, om hvem der gjorde det. Jeg skulle lige til at råbe efter den forbipasserende, da jeg fik et henkastet blik der sagde se dig omkring, cirkus er lukket og tivoli er slidt op.

Mit blik faldt først, på min gamle livsstil karrusel som var holdt op med at dreje, der var ikke flere ture i den, rutsjebanen med de mange sus i maven op og ned ture, var stille synet hen, med stillestående vogne forskellige stede på banen. Lidt vemodigt så jeg på teatret med de mange kulisser, klædedragter og kostumer, et sted hvor mange roller var blevet udspillet, var nu bare lukket, ingen adgang stod der på døren. Det ellers så velkendte spise telt, der dannede rammen for varme og tryghed med fælles sang, i et fællesskab med andre, og til tider ret så enestående oplevelser, stod i lige så sørgelig forfatning som resten af det gamle cirkus. Jo cirkus var færdig og forlystelserne udtjent.

I et glimt, en fod træder ud af ballongyngen, der er ingen triviel, et øjebliks total stilhed, tomheden opstår langt væk fra alt og lige omkring en, som i et billede der opløses ved et andet bliver synligt, bliver det til en indre bevægelse af uro, blandet med fred og fryd, det tavse spørgsmål rejser sig indefra, hvorfor nu det. En stemmen begynder at tale med kærlighed og fylde i, en kraftfuld nænsomhed, former en fløjlsblød opløftende sætning og besvares spørgsmålet med vished. Du har set og forstået, forbundet dig med budskabet, gjort dig til et med det, så er der jo ingen grund til at blive stående her, vel.

Jeg ser foden træde ud og blidt lande i det friske sommergræs midt på engen, imellem blomster og bier i en fauna af liv. En anden fod kommer til syne og fortsætter bevægelsen, et helt skridt er taget, ud i de nye omgivelser, på en helt ny måde. Som et nyt væsen, der har bekendtgjort sin tilsynekomst i en ny verden, fyldes det med fløjtespil og musik, fyldt med nysgerrighed, nydelse af forandringen, i mødet med de mange andre væsner og livsformer, der har det på samme måde, fyldt med glæde og forundring over det foranderlige.

For nu er tiden tom og støjen stillet af, i tiden der er evig, i et hjerte der vokser, slår det tonen an til en ny melodi i en anden takt, for den der danser hører rytmen, og bliver ført af musikken, for det er sådan det er, sådan det skete. Nu sider jeg der på engen, imellem flyhavre og myrer som en anden kunster, der sammen med brændenælden giver et nummer, en lille opvisning til blomsten og bien, om kærlighedens magi. Det vises, at et enkelt nærværende åndedrag i omsorg til nælde, lægger selv de stærkeste forsvarsværker ned, så nælde kan berøres blidt, at det kan opleves, at nælde er lige så fløjlsblød, som alle de andre blomster på engen. At den i sin blomst, er lige så tillokkende for bien i sin søgen efter pollen, vises den samme berettigelse for sin tilstedeværelse, som alle andre i den store sammenhæng.

Jords moder er steget op, for lagene er blevet tyndere og tyndere, vibrationen højere og lyset lyser kraftigere end før, idet der lige var sket, jeg ser en bevidsthed på engen, sider i det selv samme lys, helt intetanende herom, helt optaget af sin egen tilsynekomst på dette sted. Jords moder gør sig tydelig og træder frem i sin fulde styrke og form, i klædt sit sande væsen, rejses en lydløs stemme, der fylder alle bevidsthederne og høres af dem alle, for de er alle indhyllet i den melodiske stemme, der begynder at tale.

Du rejser længe og har været vidt omkring og ænser det ikke, hvad du er og hvad du kan, du sider her for at vises kun en brøkdel af det du evner, du ser ikke det mylder af liv, du er omgivet af, for du ser ikke hvor langt ud det rækker, idet du er omgivende af. Jeg har set dig i form, jeg ser dig som du er og jeg ved præcis hvad du er. For du er af mit skød og af min ånd, og ved det skal du rejse dig, for jeg vil nu vejlede dig. Den der nære kærlighed, for livets nuancer skal gå med fred i hjerte og ro i sjælen på jorden og den der nære kærlighed til livet, og den der ser jordens moder i et andet væsen, skal bære healerens mærke som en gnist, der tændes i andre så de er helbredt.

Sandelig siger jeg dig, den der følger den stribe af bevidstheder, der kommer der, og det skal de selv fortælle om, de skal gå med hele universet, som en legeplads, hvor de viser vejen frem, for de er overensstemmelse med dette.

Tak.

All Copyright © 2022              

De 3 vise aber og tiden nu 05-04-2022

Følelsernes ordbog 17-03-2022

Følelsernes ordbog er en adgang til frisættelse og healing i følelserne, så enkelt er det.

Lyset bag lyset 25-02-2022

Jeg står ved roret i agterende af skibet og styrer efter lyset forude, i fast overbevisning om at være på rette kurs, velvidende om skibets last og dennes vigtighed. Fokuseret på farevandet omkring skibet, opmærksom på lyset, for at kunne gøre de nødvendige korrektioner på roret skulle lyset flytte sig, for at vise en ny retning. Længe havde skibet sejlet og været undervejs til sit bestemmelsessted uden at nå frem, så længe at det genkendeligt dukker op i gentagelsen af at have været her før. Som en afsløring bryder illusionen bryder en solstråle igennem som et lysvæsen og en engel dukker op midtskibs, for at oplyse det ikke før set stykke af skibet og afsløre dets fulde længde, ved at oplyse hele skibet i sin helhed. En dyb latter fra hjerte bryder stilhed fra kaptajnens læber, da det runger ud over hele skibet, ved at se afsløringen af at have været fanget i egen illusion, af det lys der styres efter blot var lanternen i stævnen af skibede som kun flyttede sig når roret blev drejet på. En endnu højere latter hørtes fra kaptajnen ved erkendelsen af hvor længe det havde stået på, det at sejle rundt i cirkler og zigzag ind og ud af tågerne inde i tågen. Forundringen og glæden indtraf, for at stige op til et nyt udbrud i glæde og latter af selvkærlighed over denne nye indsigt, for både ironien og humoren var total, det var så enkelt så indlysende og ligetil for alle, da sløret først var afsløret. Hæv blikket over lanterne for at se lyset bag lyset, så de to står på linje for det er kurs ud af tågen.   

Tak.

 All Copyright © 2022              

Feminine energis bevidstheds essens 09-02-2022

Det er min oplevelse i det enorme energi skifte som sker lige nu, som for nogen skaber en masse uro i det indre og i følelserne, for andre en absolut form for tomhed, en følelse af intethed, en stilhed. En transformations i bevidstheden af selve den feminine energis bevidstheds essens ind i det inderste indre, af vort energi system, følelser og det at kunne være i hjertet, af den vi virkelig er.

Det handler om illusionens opløsning om adskillelse, om den nogensinde er sket og den splitning der opstår i at skulle forbinde sig med sin maskuline eller feminine side. For at forene noget må det jo have været fra hinanden, så sig mig, har det nogensinde været adskilt, hvis det har, så sig mig hvornår det skete, det skete aldrig! det er illusionen. Det ny er i bevidstheds løftet til helheds inkluderende væsen, integreret i menneskets samlet helhed.

At der I denne bevidstheds udviklings opvågning af den feminin essens i os, er opmærksom på ikke selv, at blive splitteren. Ved hver gang hun er tilsted og kommer frem med en følsomhed, sårbarhed, et ømt punkt eller en undertrykt hed, ved at skulle gå i dybden med hende og gnide lidt salt i såret og gøre hende uønsket der ved, som en ballademager fra en svunden tid. Det nye er at gør absolut intet andet end giv plads til hende, tillad denne feminine bevidstheds energi integrering, så hun er inkluderet helt ind, i selve dit væsen, med så megen en frihed, at hun kommer til udtryk i det der er dig, med alt det hun gør bedst. Hun rummer dig, med hver en følelse du må have følt, med hver en sårbarhed, du må have udtrykte som er blev trådt på, så hun rummer dig. For det der må have været eller ikke gjort, tilgiver hun dig og alle andre, for hun rummer dig. Hun healer dig, for hun samler dig og gør dig hel, for hun rummer dig, fordi hun inkluder alt hvad der er i dig, i et samlet væsen, til at du kan rumme alt der er dig, gør hun dig fri. For når lidelsen er mættet træder, vi ud af den og ind i kærligheden, for kun det er tilbage.

Til dig kære læser der læste her til, lad os prøve at mærke efter og byde hende velkommen ind i bevidstheden med et nyt møde.

Mødet: Prøv nu at læne dig tilbage og luk dine øjne et øjeblik, og føl bare alt det der dig, ømheden, sårbarheden, usikkerheden, svigtene, afvisninger, sorgen, glæden, omsorgen, nærværet, accepten, kærligheden, og mærk så hvordan hun stiger op, med alt det der er dig, rummer det, rummer alt, kan rumme det, rumme dig som den du er. Elsket.

Tak.

Dagen der på 31-12-2021

Det var dagen der på og jeg næsten ikke sanset det, puf som en padehat var jeg brudt igennem skudt op ad den frosne jord, der stod jeg så lige så fremmedartet som overfor en lige så fremmedartet verden der bekom mig ligeså uvirkelig som virkelig, med de øjne den så med mig på som jeg så på den. Jeg så og forstod og så forstod jeg med et altings sammenhæng uden at have forstået uden sprog til at udtrykke det forstod jeg, at jeg blot vidst uden at forstå forstod jeg det, jeg vidste hvorfra jeg kom og ad hvad, jeg kendte dets ophav. Jeg havde fuldt tiden jeg havde fuldt vejen med de mange snørklet sving op og ned ture, gået på den når den var smal når den var bred, stået der i alt slags vejr og blevet budt hvad som helst, når det regnede stormede sneede og solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg vidste om helheden frøet og kimet transformationen i labyrintens mange gange om de gode gemmesteder de rette vinkler og lige linjer hvor synligheden går i hånd med sårbarheden for det der gjorde, at jeg blev svamp en padehat pludseligt skudt op. Som jeg stod der på afsatsen i den milde brise gået i blomst og ventede at vinden skulle føre noget med sig til bestøvning, opdagede jeg til min overraskelse at den jord jeg stod i var næringsfattig og mineral tom forladt af alt det grundlæggende der gør en god svamp til en padehat. Ja selv den ellers så friske brise der var fuldstændig ren og klar, var blevet til en tyk klæbrig røg, en atmosfærer der kan kvæle selv den stærkeste lille svamp og da slet ikke er fordringsfuld til at bringe bestøvning videre.

Der stod jeg på afsatsen uden at kunne flytte mig fastlåst i tiden, i enden og begyndelsen af altings nu, stivnet i bevægelsens øjeblik da hun dukket op. Hvor kom hun fra var hun blot steget op af tågerne eller kom hun bare, der lige i mod mig som ud af det rene ingen ting var hun der så pludseligt, så tæt på stod hun, svævende der uden for afsatsen i det ingen ting uden støtte som hun var der bar. Sølverkvinden med den friske rene atmosfære om sig, en mild brise fordringsfuld for bestøvnings videreførelse, for en lille svamp. Hun var der stoppet op lige uden for rækkevide uden for afsatsen svævende der i det tomme rum, jeg vidst hun er der og jeg så sølverkvinde næsten helt gennemsigtigt stod hun der med sin rene atmosfære omkring sig, med et hjerte i sig bankende stærkt og kraftigt udstrålende et gyldent hvidt lys fyldt med bevidsthed. Jeg spurte hvem er du hvorfor er du her, ordene der kom var på en og samme tid uden betydning, men ikke for det dybfølt og meningsfyldte virke af styrke og mod, de emmede af kærlighed da hun svarede. Jeg er dit spejlbillede og mere end det, rejs dig menneske og se dig omkring, jeg indvilligede som det er sagt og snorede omkring, så beredvillig til at følge den sti tilbage der havde ført mig hertil for at se den ikke var der. Da indså jeg at det ikke længere var muligt at gå tilbage, så jeg vendte mig mod sølverkvinden og så nu noget meget andet. Som en tanke røg ud hvad gør jeg her og hvorfor er du her, hun svarede prompte, jeg her for at rejse din søjle og tænde din ild, jeg byder dig op til dans og hun rakte en hånd frem mod mig, så elegant fin så følsom med en sådan kraft at jeg ikke var sikker på om jeg ville brande mig hvis jeg tog den. For var jeg overhoved værdig til en sådan en berøring, turde jeg at forlade min sikker grund min afsats for at træde der ud til hende, det var den omvendte verden bruden der byder brudgommen op til dans alle spørgsmålene var irrelevante for hun vidste. Jeg rakte hånden mod hendes trådte et skridt ud over afsatsen i det ingenting og blev usikker og tøvede, hun ser det ser på mig med et fastholdende blik og hun siger. Jeg kender din sorg og alle dine længsler, jeg er her for at heale dem alle, hun sagde det døende og de døde skal begraves og det levende og de i live skal leve videre, det var de afgørende ord der gjorde resten. Jeg trådte længere ud fuld af tillid, beruset af forførelsen tog imod den udstrakte hånd lagde blidt min i hendes og lod hende føre mig ud over kanten og ind til sig.

Som før et ord var formet der i det ingenting vi var, var jeg ved hendes hånd, og hun svarede jeg skal lære dig dansen og bevægelsen og ham der balancen, jeg gled ind i en omfavnelse med sølverkvinde det slog gnister mellem os da vi mødtes og vore hjerter rørte hinanden idet hun førte an. Vi begydte at dreje snore om hinanden langsom så hurtigere hurtigere drejede vi om hinanden til vi begyndte at stige op og en adskillelse var umulig at definere, hun føret mig dybt ind forelskelse og dybere ind i elskoven med så megen kærlighed at alt andet ophørte, i sådan en grad så kun den rene kærlighed stod tilbage og sammensmeltning forenet i et.

Der på sagde hun, tre bevidsthed skal inkarnere med dem en stor energi visdom og helbredelse, de er fremtiden de er bære af lyset i ny udgave, det vil bekomme så fremmedartet for så mange i denne tid at de vil vende rygge til det ny som noget ukendt. Det skal komme for en kort stund til de hører denne røst i sig, da skal de vide det som er at kende, for de som finder sandeheden i disse er det som det er før og nu idet evige liv. Universet er åben og Nytåret er indgangen for indførelsen til det i det nye der skal komme. De to i et sagde du er balancen foreningen af de to mellem de to og det ukendte skal i dig blive kendt som du stod frem af dit skjul og ikke veg tilbage for det som du så så jeg det også i dig.

Tak.

Mødet og de 40 dage 21-8-2021

Hejsa du, ja dig, ja det er dig jeg råber an, vad mig!!, ja dig, kom her hen, ja! hvad vil du mig, ja det er spørgsmålet det er dig der opsøger mig ved at komme til disse kyster, okay, Men hvem er du? Jeg er det jeg er, den og det der vil få dig der over til det du har spejdet efter fra disse kyster, og ja du ved godt hvad der er på øen og hvad det vil betyde, men det skal du slet ikke bekymrer dig om nu, den tager vi lidt senere i vore samtale.

For ser du inde jeg kan fragte dig der til, må vi lige have dig klædt på til turen der til, jamen skal du da med? HA HA ja naturligvis ingen der kommer hertil, rejser alen vider de kender jo ikke vejen frem, og alle har da sig selv med og en anden HA HA. Så du er min guide min vejleder, ja det kan godt siges, men glem nu alt det der, jeg er langt mere end det, og det er du også, det skal du nok få at se, nu vel nok om det. For nu er jeg din Historie lære, min historier lære? JA, og vil du så være stille så vi kan begynde undervisningen, for det her er vigtigt! At få på plads i din påklædning i dit indre før turen begynde sin afgang herfra, JA jeg er stille nu og tilstede, godt så er du også nærværende, JA det er jeg! Godt så begynder vi.

Ser du vi begynder med Atlantis, det Atlantis vor det siges gik under, det er som for vidt rigtig nok, men ikke det der siges at de på kaldte sig guderens eller universets straf, om du vil udtrykt sådan, det var Atlantisanens Hovmod der førte det der til, de var meget højt udviklet og de kunne begå sig og arbejde med energier både i det fysiske og i ånden. De opnåede så stor kraft og styrke, at de så sig støre end det guddommelige, den stor skabende intelligens, så de glemte deres ophav og den universelle kærlighed i deres Hovmod så hvad der fysisk sket var selv skabt, ud fra deres hovmod og manglende guddommelig kærlighed og intelligens eller hvad i mennesker nu bruger som betingelse for det samme, i universet store hele.

Det var på den baggrund at det guddommelige i universet skabte forbindelse til Noha og bad ham bygge Arken, i en højre sags tjente, da de kunne se menneskets retning. Hov vent lige lidt, et spørgsmål, JA, jamme var Noha ikke langt tidligere hændelse i en anden tid? Jo så men. Det der må forstås er at universet er sammenfoldet, at det kun er hos jer der er en tids linje eller skæld,,, forstå det sådan, du har et papir med tal på fra den ene ende til den anden, der er en afstand fra start til slut, men folder du det på midten så start tal og slut tal står over hinanden, så er der ikke længer nogen afstand, forstår du det. JA, nu ser du det er lige gyldigt hvor du folder papiret og hvilke tal der står over hinanden, JA, det er at gå ud over tid og rum og ind i det, ser du det for dig hvordan linjer skabes flyttes og forbindes, det er bevidsthed, ligedan i mennesket som i universet. Så sig mig hvordan kunne universet det guddommelige selv, bare se til, uden at gribe ind og stoppe det, Ha ha du har travlt var, det er godt for tiden lader ikke vente på sig. De lod ske af kærlighed til menneskets ret til den frie vilje og de grib ind, gennem Noha og Arkens frelse til alle de vilde dyr og frie mennesker, og her igennem det første universelle kærligheds fragtment, som et kim et frø blev sået i Noah, klar til at vokse sig støre og ind i blomstringen.

Ja godt så, nu hvor du har forstået indsigten i det bagved liggende begynder vi at springe lidt i det for du må ha det essentielle med for tiden er knap, og vi må se at komme af sted. Så jeg starter nu, du ved efter 37 dag sendte Noa en rav ud som ikke kom tilbage og næste dag en hvid due som kom tilbage udmattet, men på den 40 tyvende dag sendte han duen af sted igen og denne gang kom duen tilbage med en oliven gren, og alle vidste der var land. Men for Noah var det ikke bare en gren og land, for han alene så liv ikke en gren men selve livet, han så med guds øje,, selve universets sjæl og opbygning i denne lille kvist duen kom med. Lyt! hør nu godt efter for det er vigtigt det her, det er de 40 dage der er de væsentlige. For Noah var det en ydre kamp der i sandhed var forvandlingen af det fysisk og ham, til han slap modstanden i det indre til at over gi sig til kærligheden og forbindelsen der til, det er takket være Noahs bøn til det højeste om ikke at lade sådan en syndflod ske igen, at det er blevet til en indvendig rejse.

Denne bøn blev det afgørende, for det der skulle komme og ske, for universets det højeste guddommelige selv indvilligede, i Noahs Bøn og gjorde de 40 dage til en indvendig rejse i forvandling. Ej stop lige en halv, har det ikke altid været det da? Nej da ikke her i denne epoke, så svaret er både ja og nej, for i anden epoke i anden demission et andet sted har det altid været sådan og andre egne har begge del altid været tilstede. Begynder du at se den store sammenhæng og forstå den, så glem ikke det hele er i helheden, godt. Nu høre du, for at dette kunne blive til virkelighed må dette lys denne universelle skaber kraft, den essen af guddommelig kærlighed placeres i mennesket som en blomst der står i evig lys og forbindelse til og fra det højeste selv, selve kærlighedens giverens glædes kraft idet der er. Derved den bøn blev det jer alle givet denne hellige blomst, indeholdende hele universet og det guddommelige der til, placeret det sikreste sted i mennesket hvor i ikke kan mindste det og ingen tage det fra jer, lige der i hjertes midte og i centrum er indgangen til det hele, selve kernen af essensen af eksistensen, det skete på denne dag i jeres epoke.

Er du med så langt? Ja det er jeg, godt så fortsætter jeg, for vi må sætte farten lidt mere op, så jeg deler resten af op i tre sideløbende fortællinger i samme tid, for med denne nye ændring i mennesketes indre sket dette at væsnets måtte lære på ny måde, da det intet kendte til denne nye lære, var det som at starte forfra med at tale i et sprog som det ikke kendte men vidste var der. Det førte de mange lidelser med sig, tros alt nu var åbent og direkte adgang tilstede, da i ikke vidste med hvad i skulle vand den guddommelige indre blomst af universets. Det var i den sammenfoldes at helhedens samlede kærligheds kraft kom til jord, inkarneret i et menneske for første gang i denne epoke, Jesus var den først der bar den i sin reneste form af ren universel guddommelig kærlighed som i kalde Kristus energien, som er det vand der vande den indre blomst med lys så den vokser sig ind i himmelen og universet.

Husk det sker samtidigt for universet er sammenfoldet, ok, jeg må lige spørge hvordan hænger det sammen med i dag? JA ha he, godt spørgsmål, jo det vil jeg fortælle dig på en på en Esens linje, og ikke en tids linje, for den er jo lige gyldig i denne sammen hæng for det væsentlige, da vi er i, uden for tid og rum. Så hør nu godt efter og åbne dig op for det her er vigtigt du forstår og tager hele omfanget ind af i det jeg nu fortæller dig. Kristus inkanation indvarslet fuldkommenhed af den guddommelige rene energi som er i helheden af ren kærlighed, til en fuldstædig frisættelse af mennesket til at kunne træde ind i den nye tid i indre helligt nærvær og væren i et med det indre rige. Som værende der fra det nye menneske skulle opstå og ud gå fra som det hele menneske et guddommeligt åndsvæsen, denne essens linje starter i det hellige område af jord hvor muligheden hade de bedste kår og de sværeste.

Da splittelsen sker og fornægtelse er skabt af menneskets eget begær, af den kvindelige essen, gives bevægelsen af essensens helhed til kvinden fra dette område at bære i sit skød til det hellige bjerg, der kunne bære holde og beskytte esensen og selve kraften i og af den, og sådan har det været lige siden lige indtil nu. ØØ indtil nu? Ja ja det kommer vi til, splittelsen af var sket, derfra denne ene kvindes sted Maria Magdalene, gik den anden del Kristus forud til øen langt bort, til og med en gruppe mennesker som du kender som keltisk, for de besad kendskabet og kundskaber til univests virke med energier og bevidstheder. De så og anerkendte og forstod straks værdigen af hvad der var komme til dem og derfor tog den straks ind i deres hjerters virke som den jord, der må plantes i for at kunne gro, for at kunne løftet menneskets niveau ind i friheden og kærligheden.   

Ak tiden der var kort da onde tunger var på vagt, som det nu er sagt, fandtes der som sagt frelse i det forjætte land som er selv udsagt til den næste agt, i landet vor Danerener boer der er nu det store bord, i den som ren i hjertet tror, deri essensen bor.

Lad mig lige gøre det klart før den sidste historie fortælling inden din jaaa, det kommer vi til, den anden Essens linje Magdalene, ja hvad med den, hvor bliv den af, det kommer vi til, vis du vil lytte nøje og kan tåle mere, JA det kan jeg, kom med det jeg er klar nu, Godt så. Ser du fra Maria Magdalen kom til kvindens bjerg har essensen været der, båret skjult og beskytte af bjerget og skiftende bevidstheder i jordisk inkanation og tjeneste som vogter af den hellighed det i sandhed er, ser du hun bar i sit skød den guddommelige Helligånd selve universts skabelse. Der forbandt hun den dybt i bjerget med jords bevidsthed, stedet er en portal en indgang som et åndehuld i isen for en sjælsbevidsthed, jammen hvor er den så nu hvis ikke der. AAA du er vågen og skrab det er godt, det skal jeg sige dig, sat fri i og ved den sidst vogter som fik nøglen og nøglerne der til, den som bære det hvide Kors i sit hjerte, kan ingen længer røre, som har modet styrken, og villigheden, til at tranformer forvandle og forene i ren kærlighed og blevet i et, med giveren. For giveren kan fuldfører det genskabte og frisætte det på jord og i universet bevidsthed, for mennesket på jord, for den der bær det hvide kors, stå fri i universet og har forenet sig med sit indre guddommelige ophav og accepteret det. Så det indre skinner på det ydrer, har forenenet de to essens linjer og tændt sit lys, rede til at træde ind i den nye tids energi. Er du med her til, Ja det er jeg, det vækker lige et par spørgsmål i mig, JA så ha ha det var ventet kom med dem så.

Jo, jeg føler der er mere i det, det med det hvide kors og essens linjen Magdelene og det der bjerg sted?, var har du kun to spørgsmål ha ha lidt til hjerne he he, lad mig svare kort på det første, det hvide kors, tro ikke det er tilfældigt at du boer i det område hvor det hvide kors kom til, intet er tilfældigt alt har sin sammenhæg også selvom du ikke kan se det, for det er jo allerede fortalt hvorfra det kom. Det er både et symbol og en energi, symbolet for forening i lyset ind i helheden fuld integrering af selve Kristus og Magdelene essens og bevidsthed, trådt op og ud af mørket og op og ind i lyset tid, den nye tids bevidsthed. Energien er den der frisætter tranformer forvandle og forene, den som andre ser, at i er fri, og kan ikke røres for i er der for dem, en skærm imod onde tunger og laver energier og bevidstheder der forsøger sig med diverse på alle planer. Den vil være der en tid mod disse forsøg og der efter falde fra når behov ikke længer er der, det er ikke en adskilles som sådan, blot det gamle falde fra og noget ikke skal med videre ind i den ny tid.

Ja så der Magdelene essensen, den var nødvendigt at beskytte og indkapsle, så den kunne bevare sin renhed og forblive U tilsmudset til tiden var inde, til du var rede og klar til at tage imod den og forene den, for det er den der løfter dig op og ind, sikrere din overfart. Længe har den været der i bjerget, med sin klare tone, du kaldte på den, og den og nøglen blev dig givet, som en stille stemme er steget op, er den hos dig nu, til at forene dig og gør dig hel. For at fri sætte dig og Magdelene essensen til sit fulde virke og potentiale til alle mennesker på jord, og for de der ønsker at træde helt ind.

Så lad mig se om alt er som det skal være, Ja det er det, Har du flere spørgsmål ?, Nej det har ikke lige nu. Godt, så er du på plads og forstået, gjort rede og parat til det kommende på din rejse ind og op i forening med Helheden de næste 40 dage, glæd dig for det blive og er storslået for enhver der betræder disse vidder og helt ind. Nuvel spøger jeg dig ser du det fulde omfang af vores samtale og dens formål? Jaaa det tror jeg. Okay! jeg ved du gør det, så lad mig beskæftige dig i det du ser, så du må høre efter og erkende det skete, at under vores samtale har du og jeg bygget det faretøj du skal rejse i, vi kan kalde det din ARK. Den som skal sikrer dig i at du kommer helt over på den anden side, sørge for din Transformation undervejs så du vil gennemføre denne overgang til det nye sted og træder helt ind i accept af det nye du er og gør det. Samtidig er der rettet på energierne og forbindelser i dig så du er rede, en klargøring af dit indre og dig til at tage imod den forandring og forvandling der vil komme til at ske med dig for at kunne være det.

UHHHH det bliver så godt!!!! Glæd dig dybt følt og i alt dit inderste, for det gør vi højt op…. Og lad det vokse frem i dig, JA.

Jamen hvad så nu?, HVAD så nu det skal jeg sig dig nu skal vi ha dig klædt på, Klædt på? JA da du har vel ikke tænkt dig at rejse i den mundering du liner jo en huleboer med en lommeregner på solceller som leder efter solen, HA HA HA. Nej du, du må ha den rette påklædning på, Tillader du? Så lad mig klæd dig på? først Transformation JA, godt så. Så lad os starte med at få energien flytte meget højre op, der til vor vi kan tale rent og klart, vor vi rent faktisk befinder os, O Tak.

Fra nu af er jeg din guide en blandt mange, jeg den som vil følge dig over på den anden side, sørge for at du træder helt ind, og sikrer at det sker for dig, for din tid er nu, jeg kan ser du kender retningen og hvad betydning det har og hvad det vil gøre og bringe dig. Du har været der før, gjort det før, er fuldt ud bekendt her med, og det er ikke først gang det her sker, det er dit indre, det er i dit væsen. Du stirre som en løve på et bytte, det er godt billede afslappet-rolig, årvågen-opmærksom, nærværende og beslutsom, målrette soler den sig i strålerne fra sol som den er forbundet til, bekendt med sin egen styrke og vær, rejser den sig når byttet er inde for rækkevidde. Jo det et godt billede, en god beskrivelse.

Er du Klar nu, så vi kan lade rejesen begynde, er du klar nu til at lade det ske og komme til dig nu, er du parat til overgangen og skiftet, er du parat til at accepter og anerkende dit indre tempel, og træder helt ind, JA og i helheden, JA det er jeg JA jeg er.

Godt så lader vi dine 40 dages rejse og ind i det indre og det ukendte begynde NU.

Det er min dåbs gave til dig, du skal have med dig herfra,

Tro på dig selv, Du kan godt, Gør det, Du er her og nu, så bliv til den du virkelig er, og vær det her og nu.

TAK

Tekst af: Rasmus Rønbjerg Kjær

02-07-2021

Store skiftedag.                                                                                                      

For det er som det er sagt, at under vores søgen på os selv, højere energier og værens tilstande har vi gennem levet flere skiftedag, hvad gør så store skifte dag til noget mere, jo en store skiftedag er helt særlige for det er det vendepunkt hvor vi siger, ja til universet, ja til os selv, og vender det ydrer på det indre og det indre på det ydre og gør os til et med hvad vi er i det vi er.

Nul Punktet.  

For er det sådan at vi har været tæt på mere end en gang og så vendt om, vi er gået frem og tilbage over nul punktet, ved hver eneste skifte dag der har været i den periode omkring skifte dag. Det nul punkt jeg taler om kunne vi også kalde vendepunktet det er som at se en linje med et nul på midten eller lineal med nul på midten med plus tal på den ene side ad af nul og minus på den anden side hvor nul er vendepunktet, og denne linenge eller lineal repræsenter en skifteperiode. Vi gå gennem dem oplever dem lever i det omskiftelige med alt hvad det indebære lige fra modstand til glæde over det mindste på vores åndlige udviklings rejse gennem det spirituelles veje, inde mod vort indre centrum. På den anden side af perioden kan vi vende os om for at se, og lidt forundret sige var det bare det, ja så var det jo heller ikke være, trække lidt på skuldrene og smile til verden med et stort tak for at gå videre.

Stor skiftedags periode.

Hvad er det for en periode hvad indeholder den hvad sker der inde i os og med os, i den tid hvor vi er i en slags tom rum, hvor vi virkelig er inde og skifte fra, til at beslutte os for om det er et ønsket om forandring eller om vi er villige til at tage imod forandringen accepter alt det bringer med sig og giver i det ukendte. For der som vi stå er det kendte og inders inde ved vi godt hvad dette step vil betyde, både for os selv og for alle andre omkring os, og der er ingen vej tilbage efter store skifte dag hvor vi gå helt ind.

For er det ikke lige der i tomrummet af den store indre proces aktiveres, vi sammen trække og samler alle tidligere skiftedages nulpunkter og vendepunkters perioder til en helhed, at det er her vi virkelig gør de store erkendelse, vi gør op med modstanden til fordel for villighed til forandring og indse at det som sker når vi bevæger os fra den ene ende af linje til anden, handler om nul punktet at gå fra modstand til accept.

Vi indser og gør op med tanken om at vi må give slip på eller give afkald på, som vækker følelsen af at miste hvilket ikke er som det er, men sanere at vi aldrig har mistet noget, blot vi lade noget træde i baggrunden for at andet kan træde i forgrunden. Vi indser det og lader de sidste rester falde af, alle opsætninger af grænser som indeholde meninger holdninger overbevisninger osv, som en hver anden vil kunne spille på, er de selv samme grænser vi forsvar, alle er som et tveægget svær, så vi må lade vi dem falde. For den som ingen grænser har at forsvar kan ingen spille noget på, for hvad er der så tilbage, ud over kærlighedens frihed til at give og være tilstede når vi er alle steder.

Vi er inde i det indre oprør og opgør om hvem der har tale tid og hvor meget fra vores indre talerstol, vi svæver rundt i følelserne tankerne, kan jeg være det hvordan tage verden imod mig osv. det hele er i bevægelse til vi krydser nul punktet som det andet vendepunkt til blot at være, blidt bliver vi ført som af en usynlig hånd så vi stille glider henover vendepunktet, hvorved vi gør op med de sidste forestillinger om os selv og erkender os selv, vi giver slip på begreber der deler og skiller som høj eller lav, vægt og vejning, godt og skidt, vi slipper vurderinger, meninger holdninger om for og imod osv.

Vi er inde for at skabe overensstemmelse i os, ved at indse at selve nulpunktet ikke er et statisk sted vi kan stå og erkende at alt det vi haft modstand på at afvikle aldrig har været det, vi så det ikke som udvikling for os, men snare en tilbage gang vi fik med modstand på, vi så kun den lille del, et enkle lag og ikke det hele billedes formemål i at afviklingen er udviklingen der har det ene formål at fører os frem i en højere udvikling ind mod os selv. Ind i vores indre centrum til selve kerner af vort væsen for at forbinde os med det og bliv et helt væsen der lyser i gælde af den helhed det er.

I vendepunktet.

Stille glide vi ind vendepunktet som et fragtment i en sæbeboble, ind i selve transformationens helhed fra ekskluderende adskilthed splittelse oprør i modstanden mod os selv, til at være samlende, forenende, accepterne, modtagelige, villige, erkendende og inkluderende. For er det ikke sådan at vi helt fra begyndelsen har kendt til det sted inderst inde, vi vidste godt hvad det vil indebære og betyde for os, af store forandringen forvandlinger til det ukendelige af os selv og for andre.

Så stilheden ja stilheden den stilhed Vort legeme og hele vort system kæmper imod som noget farligt, men hele vort væsen og indre tiltrækkes af som møl mod lyset, vor nektaren flyder fra, vi har fået færden vi har smagt på den vi ved at den er der og her har væsnet hjemme i de bedst kår. Vi ved godt det ej er muligt længer at vende sig der fra, vi glider længer ind i at slipper det sidste støj og forstyrrelse sammen med de sidste grænse der falder fra, som gammelt støv på vores kappe. Vi mærker frihede føler den, oplever den i stilheden, ved vi ikke længer må opretholde vores meninger holdningen grænser og facader, forestillinger mere.

Det er der stilheden melder sin fulde adkomst med kærlighed og friheden med freden og roen i sig. Vi er lige i passagen vi trædende tilbage fra verden, vi isoler os fra den, vi er i ensomhede i vores proces for at beskytte den mod forstyrrelser. Det er som den sidste mil at gå, vi må accepter stilheden og erkende ensomheden lige så højt elsket som helheden, da har vi forenet, forbundet og omfavnet dit selve værens væsenet i glædens kærligheds dragt på alle planer og niavuer.

I det nye vi er.

I vendepunktet har vi forskanset os et øjeblik på vort flyvende tæppe i vores egen forening, i erkendelsen af det vi se under os som forudgående, i forbindelsen med vi flyver højt oppe forbinder vi os og erkender det over os og gør os til et med det, som vi forener med at alt det vi er, i det der står omkring os, på sin side af os, om det er til højre til venstre foran og bagved er det med i alt det vi ser. I helheden forener vi det, forbinder det, balancer det og skaber helhedens oprindelige ophav inde i os til at være rene fri kærlige glædes væsner i et med os selv hele universet og den højeste skabende guddommelige kraft og forbindelse i os.

I det vi har gjort os villige og beslutte at gå hele vejen hjem i os selv og har sagt ja til træde helt ind i hjertet af væsnets væren i det vi er, for lige her, lige nu i et dette øjeblik sker den store sammensmeltning genforeningen, af det hele samlede, i det åbne sig, manifester det indere i dette ene punkt i centrum af alt hvad det er i vores inderste kerne, vi har vandret og rejs vi har bevæget os spredte og samlet i alle retninger for nu at gøre det til et samlet hele.

Som en forpuppet sommerfugl hænger vi sårbarheden som en frugt der modenes uden beskyttelsen, i det vi føler ved vi, vi er helt nøgne åben og sårbare for utrygheden i det nye der er under udvikling. I det som en sommerfugl puppe har forvandlet i sin puppe tid, er at vende sit indre på det ydre og gjort de lige, idet vendepunktet er den samme fuldført proces. Vi træder ind i modnings tiden som en frugt, vi forlader puppen sider til tørre i solen og trækker varmen og lyset ind i takt med vingerne fulder sig ud til at bære os, i takt med vi erkender det nye og indser friheden i at være uden forestillinger og deres begrænsning, vi mærker kærlighed i at være uden grænser.

Trykheden til det nye bliver en realitet som vi opdager at ingen kan tage det fra os, længer ødelægge det eller andet, og selv det blive det bliver overflødigt som tilliden tron og kærligheden er blevet en fast forankret bestanddel i vort indre, da træder vi i glædens kræft og samhørighed til at elske.

Vi er forvandlet, vingerne er tørre og klar til at bære for modningstiden er over, vi har fået øjne at se med vi ser væsnet før mennesket, vi har fået rigtige øre at høre med, vi høre det før ordet, vi oplever helheden i os og omkring os.

Så vi sætter fra og folder vingerne ud og lader os bære op af vindene, for vi ved vi er klar, vi ved det er nu, nu den virkelige begyndelse er. TAK.         

Tekst af: Rasmus Rønbjerg Kjær

D.18-06-2021

Din vej hjem i dig selv

Den sidste mil kommer du altid til at gå selv, for at stå i dit lys.

Vandringen:

Når vi er på den åndlige eller spirituelle vej for at udviklere os hvad handler det så om, hvis det ikke er at kunne stå i sig med eget lys højt hævet og være et og opleve freden nærværet den indre ro, er det ikke i lige så høj grad et ønske om at få åbent op til de højere forbindelser med det det giver at være forbundet med noget støre og føle sig hel. For den som gå vejen er der ikke også en søgen et ønske om at åbne op for de unikke evner som vi mennesker har adgang til, hvad er det der driver os frem som en vinden i ryggen i hav af bevægegrunde, der er lige så mangfoldige som der er mennesker til. Er det ikke så enkelt at du ved, at du befinder dig et sted du ikke skal være og ønsker at flytte dig, er det ikke så enkelt at du ved, at du er på en måde som ikke er dig, og er det ikke så enkelt at du i dit indre ved hvad måde der er dig, for er det ikke også så enkelt du ved hvor dit sted er og det er der du er på vej hen, for du har ønsker om at være på dit sted som du er.

Paradokset:

Paradokset er at når vi gå vejen hjem, er i den tid vi gennem lever processer og udvikling hvor vi er sårbare åben modtagelig og usikrere, at vi ofte har brug for mennesker omkring os som støtter bidrager vejleder os på vores vejen hjem. Vi træder ind i grupper, vi deltager i sammenhæng, vi er med i energi arbejde, og vi forbinder os med hinanden, kort sagt vikler vi os ind i en masse mens vi er ved at vikle os ud af noget andet og gøre os fri. Hvad er galt i det, ikke noget vi har brug for de sammenhæng grupper og andre mennesker i de processer vi tager liv tag med. I det vi deltager i må vi være opmærksomme på det ikke bliver en stedfortræder for noget andet og vi ikke giver afkald på vort inderes selv fordi vi underlægger os den norm som så let opstår til fordel for fællesskabet, i de sammenhæng og grupper relationer vi deltage i, for underlægger vi os normen som er i strid med vort indre, er vi realt ved at gå forkert på vejen hjem og miste retningen så vi ender et andet sted. Paradokset er at først når vi er kommet hjem i os selv er vi realt klar til at deltage og træde ind i nogen sammenhænge. Hvorfor så alt det, jo det er også en del af processen på vej hjem i os selv, og vi kan være sikker på denne proces tjener os bedst, hvordan spotter vi så os selv om vi er fanget eller har ofre os selv for disse fællesskaber. Jo dybest set ved vi det inders inder godt, du ved den lille stemmer der taler, men spørgsmålet er jo enkelt og svaret ligetil blot vi spørg vort selv,

Kan jeg føle mig fri i det fællesskab, i den sammenhæng til at være mig? Svaret er jo lige til ik, så er det bare om vi vil accepter svaret, hvis det er nej, for et ja er der jo ikke noget i, så er alt jo såre godt. På samme måde er det med den dårlige afhængigheden af fællesskab grupper osv. som stille komme snigende ind og som tit gå i hånd med at underlægge sig fællesskabes norm, høre vi ikke den lille stemme og må spotte den så må vi spørge os selv om, kan jeg forlade dette uden at føle, jeg mister noget og uden det gør mig utryg og usikker? Her handler det ikke om at kunne sige ja fordi vi har noget andet at erstatte det med, er vi havnet der vor vi bliver usikker og utrygge ved at forlade grupper samarbejde osv. og føler os alene bliver vi måske lidt sårbar og angste, for har jeg ikke det hvad har jeg så, så er jeg jo alene og har ingen. Det er jo det hele denne proces handler om i sin grund essens at vi forener os med ensomhed og lære at stå alene, med følelsen af tryghed sikkerhed igennem tilliden og troen på sig selv, det er øvelsen.

Læren, Mesteren og Blokeringen, den store udfordring

Det er når vi gå den spirituel og åndelig udvikling og en menneskelig genrejsning fra der hvor vi er eller hvad vi er, at vi bliver søgende, nogen af nysgerrighed om noget mere, andre af smertelige grunde og ønsket om helbredelse, for andre at finde hjem i sig selv. Det er bevægegrunde som disse og mange andre der driver værket i vort søgen at vi finder frem til underviser, lærer og mester, som har det vi står og mangler, som er det vi tiltrækkes af. Vi møder de underviser, lærer, mester, der kan hjælper os videre og det er dem vi følger. I den forbindelse opstår let et bånd og noget bliver etableret og placeret i vores indre, Her må vi være opmærksomme på at vi ikke sætter dem vi følger på en piedestal eller placer dem foran os så de spærre for udsynet og vejen hjem og vider udvikling ved at vi har placeret dem der i vores indre og i forståelsen. Det sker let i misforstået taknemlighed for den vi ser op til og det er helt menneskeligt, der er intet galt i at have forbilleder men de må stå ude på siden og ikke foran dig, for det vil forhindre dig i at se dig selv og din vej hjem da de spærre udsynet for det der din retning. Ligedan er det med piedestalen har vi placeret dem højt har vi gjort os selv og vort indere mindre i forhold til, så vi må lære at se os lige værdige som væsner, alt andet er noget menneskeligt om at dømme og placer som er egoets behov og tilfredsstillelse. Er vi først faldet i at gøre vort idol så stort og fylde så meget opstår der let en blindhed, først overfor at vi ikke ser det hele menneske og væsnet i dem vi følger, hvilket kan fører til fornægtelse eller manglende accept af det vi ser, så vi på den måde har ført os selv bag slørgene af den sandhed vi ser. Når så sløret falder må vi udvise og mønster det mod den styrke, til at blive stående og se virkelig se det vi ser og se det som det er. For der vor blindheden indtræffer som det først, gør døvheden som den anden den gerne en tro følgesvend. Idet vi stille bliver stiltiende lyttende uden at høre, høre efter hvad det er vi høre, vi er blindt anerkende og accepterende idet vi lytter til uden at vi høre overensstemmelse eller uoverensstemmelse i vort indre. Vor ved vi let kan komme ud af trit med det der er vores vej hjem, idet vi samtidig også er blevet døve over for vores indre stemme, da vi begynder at lytte med talerens øre er det kun det vi høre, uden at høre med det indre oprigtige øre opstår det let at vi tage noget til os, og gør det til noget inde i os, som vi ikke er.

Vi må Villige til høre og villige til at accepter det vi hørere med indre øre, for uden den villighed og accept af den sandhed vi høre i det indre, kan vi let falde for både bedragelsen og selvbedragelsen, vi må her være opmærksomme på det ikke bliver en stille under tone af selvbenægtelse af selve væsnet kunden. Så vi derved forlade vores retning og vej hjem i os selv til udfoldelse af hvem vi virkelig er, For som nærværet øges må vi blive nærværende for at vi ikke bloker os selv med forestillinger som, uden mesteren/læren kan jeg ikke eller jeg har brug for læren/ mestrene osv. Det er i forestillinger som disse vi låser os selv og realt set nægter at gå den sidste mil i mangel på tilliden og troen på os selv, idet vi har placeret lige netop den afgørende del af vort indre selv, i mesteren/læren eller underviseren. Så vi bliver en slags et benet væsner på to ben som kun er halvt gående, i den tilbagevende afhængighed af anerkendelse, bekræftelse osv. For er det ikke lige her på dette sted, det lille punkt af en knivsæg at mesteren/læren bekender sin sande natur. Ønske de at fast holde os på et sted, eller slippe os fri til fuldførelsen af vej hjem, og er det ikke underordnet for læring i dette er alen vores indre uafhængighed ind i friheden i at være vort inder lys for idet har vi hjemme. Da vi stille må erkende om den der vil fastholde os, stadig har et stykke at gå i det personlige, og vi må rejse os til den der slipper os fri med tak. Når der bliver sagt af mesteren/læreren gå og kom når du kan se øjnet i mit indre, må vi svare, når det ligeværdige i væsnet vender tilbage da vil der ej gå mange dage. For de så og vidste i vad og hvor vi står, ved lågen til vor indre have og stykket fra lågen til hoveddøren er stykket kun vi selv kan gå, så hvad der er om rejsen at sige er denne sidste mil os givet, vores at gå ene og alen kan vi i det stå ved denne dør vi derind må gå for der har vi hjemme.

For er det ikke så enkelt at hele denne øvelse, denne proces handler om frihed. At vi få tilliden til os selv og troen på os selv til, jeg kan godt stå i mig selv og være mig, idet vi har tilliden og troen på os selv, ind til vi kan høste erkendelsen af vished i vort indre for hvem vi er, hvor vi er og hvad vi er. For idet falder forestillingerne som påtaget stolthed, selvsikkerhed, selvtillid osv. for når det ej er båret oppe af vort indre så krakelere det jo så let da det er tungt at bære, når det er uden at være. Er det ikke så enkelt at tilliden og troen på os selv, kan ej bæres, ligesom i erkendelses vished, falder også alle forestillinger vi opret holder og bære, for de tjener os ikke længer i denne svære. Er det ikke sådan at vi inderst inder godt ved når vi træder over tærsklen og det skrammer os, det sidst skridt i den sidste mil, vi må gå selv, ind igennem hoveddøren over dørtrinet, ved vi godt at vi træder ind i erkendelsen, erkendelsen af vi er det vi er, der er det der er, hverken mere eller mindre og det har altid været, både her og der, og når erkendelsen os om dette er, er frihed til at være. TAK

PS.

Det er, er” der er friheden til at være, der skrammer os mest for hvad er der så mere og jeg siger fortvivle ikke og tag begrebet ind og mærk dets virkelige storhed og omfang   ”der er det der er” hverken mere eller mindre og det har altid været, i det vi opleve i. TAK

Tekst og PS. Af: Rasmus Rønbjerg Kjær

19-05-2021

En sank om følelse udvikling, karma og tilgivelse

12-05-2021 oplevelse af.

Det er i ensomheden du møder guds Kærligheden, derfor er du aldrig alene

9-04-2021

En snak om betragtninger og udviklings muligheder, og afstands læggende forståelser.

26-03-2021

Abba-Amma Energi løft, transformation og Healing. En Kanalisering til dig og alle andre.

20-03-2021 – En snak om identiteter illusioner og det at identificere sig med, i det fysiske liv såvel som i en spirituel / åndelig udviklings søgen.

Den. 22-01-2021.

Af: Rasmus R Kjær

Tillid og smilet

Det er med tilliden som det er med smilet, det kan ikke kræves eller stjæles, det kan kun gives og modtages, for som det er en kærligheds gave, en erklæring bør den værnes om som en hellige gral, en blomst sat i dit indre have af en anden, i tillid til at du vil passe den, beskytte den, for at nære den, til den ej er skal mere.

Se du smilet er et øjebliksbillede, en erindringen om det kan være hele livet, for hver gang du ser det smilende ansigt for dig, bringer det dig en følelse af glæde, latter, en ophøjet blidhed, til et smil på dine læber, med en Hjerte følelse af energi, vor guds nærvær er i dig så nær, for der i glæden er gud i dig.

Se du det, som det er med tidliden er det med kærligheden, den gives og modtages, for som det modtages må det det beskyttes og værnes om, med kærlighedens skjold af ærligheden for der er ingen anden, se det er ligeværdig kærlighed, vogt dig for en skjulte inskription, ej må bliver til ærlighedens skjulte intension, der som den vil være mejslet ind som en bastion, for du som ærligheden har, der hen Kærligheden tager. For som det er, med tilliden er det med giveren en kærligheds erklæring, så svigt den ikke, for given er ejeren med ret og styrke til at trække sin erklæringen tilbage, lige så let som den er modtaget, kan den glide værk, helt ubemærket uden nogen former for lyd. Tak.

Citat af: Rasmus R Kjær. Tillid er som tyngdekraften, uden den glider det fra hinanden.

Kanalisering: 27-12-2020

Kanal: Rasmus R Kjær.

Billede: oplevelse med indhold. 

Tiden lige nu, Jeg oplever et billede af de tre Aber som holder sig henholdsvis for øjne, øre og mund, de tre har fjernet deres hænder og lagt dem i skødet.

I oplevelsen handler det kort om en udvikling til højere bevidsthed, hvor det ikke længer er muligt at benægte det vi se og høre så det må udtrykkes med munden, her må huskes på at det jo naturligvis gælle alle mennesker. Konflikten opstår når vi forsøge at benægte det vi oplever og vil fastholde at holde sig for øjne, øre og mund, rådet her er, anerkend uden en Holding. I den øde tilstand af vished, er der mulighed for et andet oprør gør sig gællende, det indre oprør der opstår når glansbillede begynder at falde fra hinanden altså den virkelighed vi levede i og troede på, viser sig at være en anden, og det vil den være, helt naturligt da udsynet er øget og hørelsen er fintunet til høre det der kommer ud af munden, lyder det som vås det du læser her, vil jeg bare anbefale dig at prøve at kikke din relationer efter i sømmene, hvor mange steder du undres over noget nyt, ved din relationer hvor du oplever noget ved dem som du ikke gjorde før.

Mit glansbillede smuler, Jeg sider i energien og er opfyldt på den mest fantastiske måde, og har oplevelse, da Ny Kristus energien gør sig til for at manifester sig i mennesket, på jodiske plan for at bringe mennesker ind i den energi så den er en fremtrædener kvalitet, en ny måde at være i verden på, med de kvaliteterne der er i energien høj putendt følsomhed, omsorg, nærvær, kærlighed, min forståelse måtte undviges til også at se de øvrige kvaliteter i energien der også er tilsted som renfærdighed ærlighed og sandhed. Det var stiller over for dette i mit indre ,at noget krakket leret. jeg var da i den grad trat af at mit billede blev ødelagt af mit syn og forståelse af energien, den store glæde er at dette måtte ske for at jeg kunne flytte mig, der måtte nyt til, det skabte en del uro i mit system, lige fra mit indre til mit ydre at tage den nye kvalitet til mig, for det er Kærlighed. Glæden er den at jeg vil ikke være for uden den. For det er med det som sker i verden lige nu, Hvis ikke med de ord så i energien, vi ser det komme til udtryk på alle mulige måde blot se på verden i det større sammenhæng. TAK.

Oplevelse i Tekst af: Rasmus R Kjær

Den. 19-12-2019

Mytologi: 1 frekvens.

Det er min oplevelse, at i den græske den Egyptiske såvel den nordiske mytologi findes en repræsentant for Kærligheden. De alle har en krigs gud eller hvad vi kalder en styrkens gud, en kærlighedens gud og en visdommens gud. O.S.V. de forskellige arketyper –billede typer er her garant for den enkeltes kultur bestemte åndsudvikling og kultur ånds formåen, der er en vidnesbyrd her om. At det af det moderne menneske, er sat i kontekst som mytologi, en myte. Her er en vidnesbyrd om det moderne menneske har mistet eller gav afkald på sin åndskraft, gav slip på dennes åndsformåen, til adgang til disse indsigter, til at kunne se disse i energirener. Men sat i et billede sprog for en anden virkelighed der lige så virkelig i en oplevelse verden. Billede sproget at påkalde sig Thors styrke fra den nordiske mytologi eller Odin for visdommen, at man her i tidlige kultur instanser, folkeslag eller kultur områder, hade den ånds formåen og den indsigt i videregivelsen med gengivelsen af denne, er her vidnesbyrd om. At de var vel vidende om det følelsesmæssige ophav om disse arketyper, for en hver kan påkalde fra universet, kommunikeres med, gøres dette muligt da repræsentant er at finde i hvert enkelte menneske, hver enkelt menneske er besiddelse af Odins Visdom, Thors styrke og adgangen her til. Det er billeder på kvaliteter i mennesket- energi, en fil fragment af en kærne bevidstheds, ja et hvert menneske indeholder også Loke – billede på den, svigefulde. Det er energi former-det er følelser- tanke former, det var måde at være til i verden. Det som er her på, er gengivet i universet, det som er skabt er lig med en bevidstheds-form der kan kontaktes, det er kilden af den sammen sætning af hver enkelt bevidsthed er gjort af, af den kultur lærte åndsformåen for på gældende mytologis kultur områdes tids periode, for kultur lært åndsformåen for den enkeltes bevidstheds inkarnations virke på jord. Er her en skildring fra en oplevelse verden, en vidnesbyrd en fortælling om det enkelte kultur områdes samlet åndskrafts formåen og udvikling for daværende tidsperiode. Længer fremme i historien kommer andre ind over i form, for her bliver billederne til engle, også her finder vi arketyper- karaktertræk, kvaliteter, energifrekvens, ved hver enkelt billede såvel som ord, som i lyd for pågældende, der vær repræsenter en energi, der kan kontaktes, på lige fod. Som til virke for dig i det fysiske, psykisk og i ånden, at sammen sætningen a den enkelte bevidsthed er en unik tilblivelse af skabelsen, skabt i det store verdensbillede. For den enkeltes bevidstheds udviklings lære på jord, af ånden og til og for fysisk menneske gjort. Her i opstår skabelsen ved enkeltes energi inkarnation fremført på jord af den fulde tilstedeværelses bivirkning, for mennesket i det evige udviklings spiral, til videre fremførelse af nye indsigter og erkendelser til løft af åndsformåen, for hvert enkelt verdens områdes udvikling af åndskraften og dennes formåen og virke. Er det her min oplevelse af tidligere lærdom og visdom også gennemgå på åndsplan i energi form en udvikling, i til højere viverationer højere frekvenser i takt med et hvert menneskes udvikling på alle planer for nutidsmenneskets tid nu, blive et hvert oplyst menneske bevidst om egen oprenlig ophav og herkomst sande virke. Tak

Mytologi: 2 Frekvens

I min oplevelse af de selv samme Mytologier alle også bære beskrivelsen og billede af en dødens gud, et døds rige, såvel også i de menneskeskabte religions traditioner. Er her ikke et skramme scenarie der er tale om. i min oplevelse af, at der er tale om en energi der kan dræne en for energi for til sidst at forlade de fysiske liv, såvel som en følelse for selv samme energi, førende til sygdom og slitage på den fysiske krop som energi legemet, a det der her er tale om en energi form. Ligeledes i min oplevelse af at alle omtalte mytologier inde bære modpoler til Gude billederener, Gude beskrivelsen og Gudes navene, er her en vidnesbyrd om på åndsviden om dualitetens udviklings skabende kraft af ånds bevirkende energi formåen. At vi i den græske Mytologi høre tale om fabelvæsner, i nordiske mytologi omtaler jetternes land, vidner om en modpol til Gudsriget, er her en beskrivelse af energier og følelser der ligger i den lave ende af skalaen af energi vibration og frekvens, som de følelsesmæssige aspekter, og her forbindes fabeldyret som energi suger, modpoler eller forbindelse til døds riget, dødens energi, som i denne sammenhæng giver en logisk forklaring, til mennesket at det forsager at en ophøjet energi ud render. Som i den nordiske mytologi, med Balde der så smuk, beskriver forfængelighedens eller skønhedens energi, to sider af samme. At kalde alt dette for mytologi er et vidende om manglede åndsindsigt og formåen, et givende afkald på, her på gørende brug af, afstedkommer kommer også af nødvendigheden af åndsudviklings formåen. Hvad der ikke kunne ses, oplevelse må ses i sammenhæng med afskåret hedens nødvendighed for afvikling, at her er også udvikling i til udvikling. Må det her afstedkomme at det kaldes for en myte, for der er overgået til at handle om tro og ikke en oplevelse af fysisk menneskes indre oplevelse verdens virkelighed og dog alligevel et fakta oplevet i åndens verden af mennesker, beskrevet – videre givet –fortalt om i energi systemet på et andet plan end det fysiske, ligger her oplevelser i den ikke fysiske verden for størstedelen af mennesket. At vi lever i en bevidstheds tid hvor den åndsmæssige udvikling træder ind i et skifte og fuldender åbningen, åbner sig for mennesket på jord i denne tid.  Nogen er bevidst her om, andre ubevidste, at åbningen finder sted, et fakta af min oplevelse. Oplevelsen af en udviklings vej fra at være, bevidst ubevidst til at være ubevidst bevidst. For gennem livet forenede jeg mig med det/den uvelkommen og gennem det/den uvelkommen forenede jeg mig med livet. Tak.

Kanalisering 06-08-2020

Kanal: Rasmus R Kjær

Solen: er Isogyn

En fortsættelse af en oplevelse jeg hade for nogen tid siden at solen er sort inde i ikke en varm kerne som med jorden.

Jeg oplever at solen har skiftet banen ændret kurs og det er det der er det virkelige væsentlige, lige kommet gennem et sving, og er her nu, i indre, oprør ude af indre stabilitet af indre tilstedeværelse, skabene en før afbalancering, til kommende stigning ind i først lub med flere tvist, før den første større åbning sker. Lige nu ryster den støvet og skidtet af sig, for så at virkelig stige op af havet på ny, renset rengjort med fornyet styrke og kraft. Jeg oplever andre planeter der er forbundet til solen, at i deres virke i påvirkning og indflydelse på helheden er minimal i forehold til det der sker lige nu, udover deres binding til solen, er den bedste mulighed at følge med i dennes forløb. Jeg glider ind i en direkte oplevelse af solen som værende Isogyn Femminen indre og maskulin ydre, indre skabende kraft og ydre skeende kraft udfoldelse, seerne ind i denne forvandlings processens, transformation, given min indsigten og erkendelsen af det sande isogyne handler om det afbalanceret forehold mellem de to, så er de lige, lige værdige i ET.

At vi er nu gå fra at være, bevidst ubevidst til at blive ubevidst bevidst. 

Rasmus R Kjær

RRK. Bevidstologi & Kernebevidsthed

Fælles Kanalisering 03/11-2020

Kanal: Rasmus R Kjær

At i er kommet her i dag, er i en bevidstheds forventning i de energiforbindelser der frisættes og er til strømmende jord i denne tid, er af visheds energikrævende indsigts erkendelser. Der løftene hver enkeltes potentiale til et bevidstheds plan der for længe har været ventet på, der forlænge har været gemt af vejen i det skjulte. At du i denne erkendelse har rodfæstet dig helt ned i gennem din frygt og angst, at du helt her ned har trukket din kærlighed, implementer guds kærlige kraft i dit fundament. Er den afgørende balance stang der stå for at opret holde dit indre centrums virkeligheds verden til at forblive stående i din kernebevidsthed, og ikke lade dig hyle ud og påvirkes af den alt omfavnede uregerlige energi der er strømmende over jord i denne tid. Skabt af menneskes frygt og angst, skabt af menneskets mangelende indsigt og vished, skabt af menneskets overflødige erkendelser, for det sande livs indsigter og erkendelser. At du her igennem denne energi der til strømmer her i dag, igennem denne energi der er sat på fra de højeste bevidstheder for de energimæssige fakulteter, der gå ud over det univers og længer ud, at der står ånds bevidstheder til rådighed. Der i nu ikke er kendt, der i nu ikke er indsigts givende for mennesket på jord, at her er kun spørgsmål om tid før disse gør sig gørende, før de træder til bevidstheds sværen, til gørende brug af, er disse ophøjede væsners indsigtsmæssige og energimæssige højt vibrerende formåen, der er til strømmende jord er for den enkeltes åndsbevidstheds virke er a højt essentielt forståelse, a essentielt indsigts virkede, energi Sam sætning heraf. Der bringe mennesket Kærligheds nærværende opmærksomhed først i lyset, Forest af hvert enkelt menneskes center, hvorfra de skal udleve deres virke og formåen. Vi er jer ønskende at i tillader modtagelse af denne energi, der heri rummet, at stadfæste denne høje vibration, at heri gennem bringe Kristus lys, her igennem højne og frisætte det indre aspekt af jer selv hvor i jeres kærlighed stråler. Hvor i jeres hjerter vokser, vor i, i finder ro og ophøjetheden i det i ser i hver enkelt bevidsthed, i mennesket på jord. Hævende jeres blik til at se det store perspektiv i det alt omfavnede univers, at du her igennem din virkeligheds verden har betragtet universer fra de indre til de ydre, at du her i igennem er vokset, fløjet ind i haven paradisets haver. Hvor du er vidende om at du er gartneren i haven, at du her i tilegner dig erkendelsen af dine evnes formåen til nyskabelse, i kreationer af helbredelsen urter, kyndig indsigt i blomster floraens livgivende kraft, at du med dine hænder former denne have, bevæger den atmosfære og lys indfald til lige netop det der er behov for. For lige netop det der er groende og voksende i din have og til lige virkeligheds verdens indsigts forståelse, at tilkendegivelse for det der borgmurens fald for det der havens rydning til det der må ny sås og genskabes, frem dyrkelsen af nye arten. Stiller nu en energi sig til rådighed, af en for længst glemt energimæssig bevågenhed, fra en tidsvære af menneskets Højeste ånds potentiale, skuende tilbage i tid er denne nu skabelsens vækkelses. Til den gennem trængende energi løftende og åbnede hver enkeltes menneskes virkelighed og løfte det ånds potentiale og energimæssige formåen, i dets healende kraft, i dets fri givende virknings berøring med en hver anden bevidsthed såvel som den fysiske som den u fysiske, såvel som den bevidsthed som er i ren energi form. Tak. 

At jeg, som vi, som du har rejst igennem orme huldre fra univers til univers, har set stjerne forfalde og stjernernes skabelse er her i den indsigts berigende gave at vi ønsker at byde enhver, i den alt omfavnede bestående, at genskabe den sande rene vished for det sande ophøjede, åndsbevidstheders væren til dagligdags virke og brug for udfoldelse gennem fysisk menneskes natur i berøring med hverandre. Ladene denne kærligheds stråle som et lys der ej vil slukkes, at vi her vil udfolde de højeste muligheder og potentiale for lige netop jer der til stede her i dag, ved det i frem mødte, er i alle bære af høje potentiale udviklings trin i alts sin enkelthed. I det favntag der kan kvæle et menneske på jord, er i fra i dag, gørende og værende, sættene jer selv fri her af, i den erkendelse af det sande ophav i oprindelsens er, at i har gennem gået inkanationer livs betagende vinkler, har det været en del af lige netop din udviklings proces for lige netop dig for lige netop det du er. For at fremme dit højeste mål, for hele den kæde af inkarnationer der har ført dig lige her til, netop i dag. Det at du her igennem den inkarnation har trådt ind i en tid, hvor du gør kvantesprings muligheds åbning, til lige netop forvandlings mulighed, se dig selv som det lys og den kraft du i sandhed er. Vid at din kærne er som sten, ( granit ) det er styrken i denne der skal forstås, og vid at det er blidheden, af skumfiduser, der ligger uden på og det er smagen af den ypperst frugt der byder dit virke, vi takker for at du kom igennem, takker for muligheden her af. Tak.

Kristus stå og vil sige noget til forsamlingen og dig.

Velsignet være du der bære livet foran dig, velsignet være du der har forenet dig med jord, velsignet være du der har forenet dig med gud, velsignet være du i helbredelsen klare lys, at du må rejse dig af det der stivenet, træde ud af det bund forset, og stille dig i dette nye flor, af ren universel kærlighed til dig selv. Vid at du i troen på troen på dig selv er troen i erkendelsen er du den du er, skeende det der må ske, har du udfoldet en næste kærlighed, der er skiftene til universel ubetinget kærlighed, set i det klare rene aspekt og perspektiv i en hver bevidstheds virke og formåen på jord. Tak.

Kanalisering 02-11-2020

Kanal: Rasmus R Kjær

Jeg vågende af en drøm og besluttet at gå ud for at se solen stå op, men der var ingen sol på vej op i den retning jeg så, derfor vendte jeg mig om for at se den stå op, og det var samme gensyn der mødte mig her i den anden retning. A jeg er stadig i drømmen så jeg skal bare åbne mine øjerne og se, så kommer lyset op i horisonten og kaster sit lys på landskabet. Hvordan er det muligt, jeg kan jo ikke åbne min øjne, da de slet ikke er lukket, men allerede åbne. Jeg blinkede et par gange uden andet resultat, hvad er det her, hvor er jeg, er det drøm eller mareridt, død eller levende, hvad er det der sker. Er der nogen, bare En eller anden svar mig, væk mig, hjælp mig ud af det her. JA, jeg er her, hvem sagde det? det gjorde jeg, hvem? Jeg er det jeg er, luk nu dine øjne og se og åben dit hjerte så du kan høre mine ord min frænde, da du gik i mørke og søgte lyset, tændte du en lygte for mildne din blindhed, og nu du er i lystet, hvorfor søger du så efter mørket, stadig lige så blind. Ser du, du har altid befundet dig i lyset for kun det eksister, for alt andet er blot vekselvirkninger af nuancér, kom tag med mig ud i universet og se selv efter. Ser du med åbne øjne er der lysnede prikker på sort baggrund, ser du det fra den anden side, ser du en lysende baggrund ligedan med sorte prikker. Det er i visheden om at kun som inkarneret væsen kan begrebet, fravær af lys eksister som oplevelse. Der som din bevidsthed er vågnet og du og jeg er forenet i dig, der i er visheden om det du er. Tak.